Når dit barn har en spiseforstyrrelse – typiske reaktioner hos forældre

Når ens barn får en spiseforstyrrelse, bliver hele familien ramt, og mange forældre bliver i tvivl om, hvordan man skal reagere.

Som forældre kan man ofte se og mærke en ændring i barnets adfærd og reaktionsmønster. Samtidig vil man ofte også opleve selv at reagere på måder, som man ikke plejer at reagere på.

Typiske reaktionsmønstre hos forældre til børn med spiseforstyrrelse

Drivkraften bag disse reaktioner er ofte en dyb bekymring og måske også frygt for barnet – og de følelser er helt naturlige.  Måske fylder tanker om hvorvidt ens barn bliver rask igen, om det kan komme afsted på efterskole som planlagt, hvad der vil ske med skoleliv og venskaber eller hvordan et sygdomsforløb kan påvirke søskende eller arbejdsliv.

Når behandlingen starter, kan man også opleve at de ting, man skal gøre for at hjælpe ens barn bedst muligt, er anderledes end hvad man er vant til. Måske oplever man også, at der opstår flere konflikter i hjemmet og i relation til ens barn.

Summen af disse følelser og tanker kan godt udløse en krisetilstand. Når man er i krise, kan det være sværere at tænke over ens handlinger, og ens adfærdsmønstre kan ændre sig eller blive forstærket. Hvis man normalt kan komme til at vrisse lidt ad sit barn, hvis han eller hun ikke gør, som man har bedt om, kan man i sådan en situation reagere mere kraftigt og måske komme til at råbe højt eller bryde ud i gråd.

Egne reaktionsmønstre kan støtte barnet

For at kunne hjælpe sit barn ud af en spiseforstyrrelse, er det vigtigt, at man forstår sine egne adfærdsmønstre, så man kan se, hvordan de påvirker barnet. Ens reaktioner kan enten støtte barnet i kampen mod spiseforstyrrelsen eller ubevidst stå i vejen.

De følelses- og adfærdsmæssige reaktioner, der opstår i nære relationer som følge af en spiseforstyrrelse, kan nemlig blive en vedligeholdende faktor for spiseforstyrrelsen. Derfor kan det være en stor hjælp, hvis forældre og andre nære pårørende bliver bevidste om egne reaktionsmønstre og prøver at tilpasse dem med den unges bedste for øje.

Dyremetaforerne

Når man skal få blik for sine egne reaktionsmønstre, kan det nogle gange være nemmere, hvis man kan forstå det ud fra konkrete eksempler og metaforer.

I det følgende er beskrevet en række forskellige reaktionsmønstre, vi ofte ser hos forældre til børn med en spiseforstyrrelse. Reaktionsmønstrene er baseret på dyre-metaforer, som er udviklet af Janet Treasure og kollegaer fra Maudsley Hospital.

Billederne er karikerede, men ofte vil man også mærke, at desto mere presset man er, jo mere vil ens adfærd også blive ”ekstrem” – og jo sværere kan man have ved at kende sig selv i de ting, man gør og siger.

Alle disse reaktionsmønstre er måder, hvorpå man som forældre forsøger at håndtere en svær situation, hvor man ikke selv ved, hvad man skal gøre. Det er derfor naturlige reaktioner. Men de har alle sammen den ulempe, at de på forskellig vis kan være med til at fastholde den unge i spiseforstyrrelsen.

Kænguru-forælderen

Kænguru-forælderen er kendetegnet ved at være overbeskyttende og overidentificerende.

Denne type forælder vil gøre alt hvad der står i ens magt for beskytte sit barn fra smerten og for at undgå, at barnet udsættes for yderligere belastninger eller stress. Metaforisk set putter denne forælder sit barn i kænguruens lomme for dermed at beskytte barnet bedst muligt.

Denne type omsorg kan være kendetegnet ved, at man som forælder bliver ”med-spiseforstyrret”, fordi man sætter sig ind i alle de ting, som kan være udfordrende for barnet og dermed kommer til at argumentere for spiseforstyrrelsen.

Hvorfor er det uhensigtsmæssigt?

En central del i behandlingen af en spiseforstyrrelse er, at man skal udfordre spiseforstyrrelsen, hvor barnet dermed skal gøre ting, han/hun ikke har lyst til (f.eks. spise forbudte fødevarer). Det kalder man eksponeringsterapi.

Eksponeringsterapi er svær og vil medføre ubehag, men det er afgørende for at kunne slippe fri af spiseforstyrrelsen. Kænguru-forælderens omsorg forsøger at tage alt dette ubehag væk fra barnet, og det kan derfor blive en vedligeholdende faktor for barnets overbevisning om, at mad er farligt.

Næsehornsforælderen

Næsehornsforælderen er kendetegnet ved en meget direkte og konfronterende tilgang.

Det kan være, at man som forælder har hørt, at spiseforstyrrelsen skal rammesættes tydeligt og man her forsøger at gøre dette. Denne type forælder reagerer derfor på spiseforstyrrelsen med utrættelig stejlhed og uden forståelse for, at det er svært for barnet at udfordre spiseforstyrrelsen.

Næsehornsforælderen kan have svært ved at forstå, hvorfor barnet ikke bare kan spise og forsøger derfor at overtale og overbevise med fornuftige argumenter og analyser. Denne type forælder kan derfor også have svært ved at rumme barnets følelsesmæssige reaktioner og kan komme til at reagere med vrede, frustration og afvisning.

Hvorfor er det uhensigtsmæssigt?

Når man har en spiseforstyrrelse, er man i høj grad styret af sine følelser, fx angsten for mad eller frygten for at tage på. Næsehornsforælderen forsøger at argumentere med fakta og fornuft, hvilket den unge ikke kan tage imod.

Dette kan give et meget højt konfliktniveau og være med til, at den unge ikke føler sig set og hørt. Dette kan i sidste ende være med til at skubbe den unge tættere på spiseforstyrrelsen.

Gopleforælderen

Gopleforælderen er kendetegnet ved at have meget svært ved at adskille egne følelsesmæssige reaktioner fra barnets.

Det kan f.eks. være, hvis barnet bliver ked af det, vred eller går i affekt, så reagerer forælderen på samme måde. Gopleforælderen er ”gennemsigtig” og formår ikke at skjule sine følelser for barnet.

Ofte er denne type forældre også ramt af meget høj grad af selvbebrejdelse og skyldfølelse over, at barnet har fået en spiseforstyrrelse.

Hvorfor er det uhensigtsmæssigt?

Når et barn har en spiseforstyrrelse, er de selv fyldt op med svære følelser og ambivalens. De har brug for, at de voksne omkring dem udstråler ro og tro på, at de gør det rigtige ved at spise, og at det hele nok skal blive godt igen. Hvis ens forælder også virker panisk angst, når man selv føler sig rigtig bange, bekræfter det ens overbevisning om, at det er farligt at spise.

Som forælder må man naturligvis gerne have alle disse følelser, men det er vigtigt, at man ikke viser dem til sit barn, når barnet selv har det rigtig svært.

Strudseforælderen

Strudseforælderen er kendetegnet ved ikke at kunne overskue og håndtere situationen og derfor forsøge at fortrænge den.

Det er et reaktionsmønster, hvor man har svært ved at overskue og forstå spiseforstyrrelsen, og derfor forsøger man i stedet at lade som om, alting er normalt.

Denne type forældre kan have svært ved at indse, at deres barn har en spiseforstyrrelse og fortsætter i stedet som vanligt med f.eks. arbejde eller andre aktiviteter udenfor hjemmet.

Hvorfor er det uhensigtsmæssigt?

At ignorere en spiseforstyrrelse kan betyde, at sygdommen får frit spil til at overtage barnet mere og mere. Desto længere en spiseforstyrrelse går ubehandlet og uudfordret, desto bedre får den fat og arbejdet bliver i sidste ende meget hårdere.

En spiseforstyrrelse går ikke væk af sig selv, og man er nødt til at tage tyren ved hornene og konfrontere den.

Hvad er den gode omsorg?

Den gode omsorg er kendetegnet ved varme og medfølelse samtidig med, at man er konsekvent, forudsigelig og vedholdende. Man må vise sit barn, at man står fast på rammerne, men at man samtidig kan se, mærke og forstå, hvor forpint han eller hun er.

For at kunne give den type omsorg, må man forstå, at en spiseforstyrrelse ikke er ”fornuftig”, og at man aldrig kan ”vinde” over spiseforstyrrelsen, hvis man forsøger at argumentere mod den.

Man kan i stedet tage sit barn i hånden og vise dem vejen ud af spiseforstyrrelsen. Gå foran med et godt eksempel og insister blidt på at gå vejen ud af spiseforstyrrelsen sammen med dit barn. Man er nødt til selv at fremstå samlet og rolig i de situationer, barnet opfatter som farligt.

Som forælder udviser man empati ved at blive i egne følelser (du er ikke selv bange for maden), mens man også forstår, hvor stort ubehag det giver ens barn, at skulle spise.

At have et barn med en spiseforstyrrelse er rigtig svært, og man vil også selv mærke både tristhed, frustration, vrede, magtesløshed og alle mulige andre svære følelser.

For at du kan have overskud til at give sit barn den hensigtsmæssige omsorg og kærlighed, er det vigtigt, at du også får passet på dig selv. I denne artikel kan du få nogle gode råd til, hvordan du kan gøre det.