
Når ens barn bliver ramt af en spiseforstyrrelse, får man som forælder en central rolle i deres behandlingsforløb. Det kan være enormt slidsomt og ressourcekrævende, og mange overser helt at passe på sig selv, fordi overskuddet ikke er der. Men det hjælper hverken dig eller dit barn, hvis du brænder dig selv ud for at støtte dit barn.
At tage vare på sig selv er ikke ligegyldigt eller selvisk, selvom det nogle gange kan føles sådan. Det er vigtigt for behandlingsforløbet, at du selv har energi og overskud til at kunne støtte dit barn bedst muligt.
Selvom det måske kan føles som en ekstra opgave at skulle tænke på sig selv midt i alt det andet, vil det i sidste ende gavne både dig som forælder og dit barn.
Som forældre til et barn med en spiseforstyrrelse kan du selv blive ramt af belastnings- eller krisereaktioner. Som barnets primære omsorgsperson har du en afgørende rolle i behandlingen, og det kan være både krævende og opslidende.
Måske har dit barn brug for, at du er til stede ved alle måltider og blive kørt til behandlingsaftaler. Eller måske er der behov for intensiv følelsesmæssig støtte, og at du udholder barnets reaktioner på behandlingen. Det kan også være, der kommer mange konflikter derhjemme, eller at dit barn begynder at isolere sig.
Uanset hvad er det helt normalt, hvis du føler, at spiseforstyrrelsen slider på dit overskud.
At være en god støtte for dit barn kræver, at du selv har energi og overblik. Det kan være svært at få passet på sig selv i sådan et sygdomsforløb, fordi du måske bliver helt opslugt af at hjælpe, støtte og gøre alt, hvad der skal til for at aflaste dit barn.
Mange oplever også dårlig samvittighed, hvis de gør noget for sig selv, mens deres barn har det svært. Det er vigtigt at huske, at hvis du selv bliver slidt helt op, kan du ikke være der for dit barn eller andre omkring dig.
Derfor får du her 7 råd til, hvordan du kan passe på dig selv og samtidigt hjælpe dit barn bedst muligt.
Det er vigtigt at skabe plads til både fysiske og mentale pauser i din hverdag. Pauser er tidspunkter, hvor du kan være alene og fritaget for at tænke på spiseforstyrrelsen.
Det kan være en aftale om, at du hver aften har 10-20 minutter for dig selv, at du prioriterer din fodboldtræning, eller at du går en tur med hunden hver morgen.
En pause behøver ikke at være lang. Nogle gange er et kort pusterum nok til at genfinde dig selv og få overskud til at støtte et andet menneske.
Midt i et sygdomsforløb kan hverdagen hurtigt blive opslugt af pligter og logistik. Som forældre til et barn med en spiseforstyrrelse er det vigtigt at holde fast i noget, der gør dig glad og giver dig energi. Det kan være alt fra f.eks. at strikke eller dyrke sport til kaffeaftaler, yoga, vinterbadning eller at spille guitar.
Det vigtigste er, at du gør noget, du holder af, fordi det kan hjælpe med at regulere nervesystemet, som ellers kan være på overarbejde i en svær periode.
Som forælder til et barn med en spiseforstyrrelse kommer du til at lægge øre til mange ting, rumme svære følelser og holde hovedet koldt i konfliktsituationer.
Derfor er det vigtigt, at du også har et rum, hvor du kan få afløb for dine egne bekymringer og frustrationer. Det kan være hos et andet familiemedlem, en ven eller en professionel.
Vær opmærksom på, at en spiseforstyrrelse trives med hemmeligheder. Du kan måske opleve, at dit barn prøver at overbevise dig om ikke at dele situationen med andre. Men jo flere hemmeligheder der er, desto stærkere bliver spiseforstyrrelsen.
Hvis du skal kunne være en god støtte for dit barn, har du brug for at kunne tale åbent med andre om det.
Når en spiseforstyrrelse flytter ind i hjemmet, kan alt socialt samvær blive præget af sygdommen. Som forældre kan du opleve, at ellers hyggelige stunder nu fyldes med diskussion og konflikt. Derfor er det vigtigt at opsøge andre sociale input, der kan minde en om ”normalen” og hjælpe dig med at lade batterierne op.
Det kan være frokost ude med en ven, en kaffeaftale med en veninde eller et socialt arrangement på arbejdet. Det væsentlige er at skabe tid væk fra hjemmet, hvor du kan dyrke andre relationer og få et pusterum fra hverdagens udfordringer.
Det er et af verdens ældste råd, men det virker. At komme ud og få frisk luft – selv en kort gåtur – kan gøre en stor forskel.
Tag en pause og træk vejret helt ned i lungerne. Selvom det kun er 10 minutter, kan det hjælpe hjernen til at nulstille sig og give dig nye perspektiver.
Hvis I er forældre til et barn med spiseforstyrrelse, kan det være vigtigt at skiftes til at ”være på”.
En spiseforstyrrelse kan være insisterende og nedslidende at kæmpe mod, og det er derfor nødvendigt at kunne give hinanden mulighed for at trække sig tilbage og genoplade batterierne. Lav f.eks. konkrete aftaler om, hvem der har ansvaret for måltiderne, eller hvordan I kan tage over for hinanden i konfliktsituationer.
Hvis du er soloforælder, kan det være en hjælp at undersøge dit netværk for mulige aflastninger. Bedsteforældre, naboer, venner, kollegaer eller andre kan måske hjælpe med praktiske opgaver som at passe børn, købe ind, folde vasketøj eller lufte hunden.
Selv små opgaver, der løftes af andre, kan give dig en tiltrængt pause og mulighed for at trække dig tilbage fra tid til anden.
Som forældre til et barn med en spiseforstyrrelse kan du opleve følelser af skyld, skam, utilstrækkelighed og dårlig samvittighed. Det er helt normalt, men det er vigtigt at huske, at disse følelser og tanker forstærkes, når man er under pres. Derfor er det også vigtigt at tage vare på sig selv, f.eks. ved hjælp af ovenstående råd, så du kan stå stærkest muligt til at hjælpe dit barn.
Husk, at du altid gør dit bedste. Det er ikke din skyld, at spiseforstyrrelsen er opstået, og det er heller ikke dit ansvar alene at fjerne den.
At passe på sig selv er en del af at være en god forælder i en svær situation.
I Askovhus kan du få gratis rådgivning om spiseforstyrrelser hos en af vores behandlere.
Rådgivningen foregår over telefonen, og når du kontakter os, finder vi en tid, hvor du kan snakke med en af vores behandlere.
Ring til os på 35 30 17 45 eller skriv en mail til info@askovhus.dk
Mandag – fredag kl. 09.00-16.00