Spiseforstyrrelsen bulimi er karakteriseret ved at have overspisningsepisoder, hvor man spiser en stor mængde mad og i forbindelse med dette oplever at miste kontrollen.
Overspisningsepisoden efterfølges af kompenserende adfærd såsom opkastning, indtag af afføringsmidler, indtag af slankemidler, faste eller overdreven motion i et forsøg på undgå vægtøgning og at få en følelse af at genoprette kontrollen.
Den kompenserende adfærd giver ofte en umiddelbar lettelse i situationen, men efterfølges typisk af følelser som skam og selvbebrejdelse.
Ligesom ved andre typer af spiseforstyrrelser fylder tanker om mad, krop og vægt uhensigtsmæssigt meget og kan udmønte sig i, at der er stort fokus på, hvornår der må spises, hvor meget der må spises, og hvad der er rigtigt og forkert at spise.
Der vil typisk være et ønske om vægttab og en udpræget frygt for at tage på. Måltiderne i løbet af dagen vil ofte blive skåret ned til utilstrækkelige mængder eller blive sprunget over. Det kan bidrage til en øget trang til overspisning. Kropsutilfredshed fylder enormt meget for mennesker med bulimi, hvilket skaber mistrivsel.
Mange med bulimi ligger inden for normalvægtsområdet, og det kan derfor være svært for omgivelserne at se om en person lider af bulimi.
De fysiske symptomer kan variere alt efter hvilken type kompenserende adfærd, der er tale om.
Det anslås, at der er ca. 30.000 mennesker i Danmark, som lider af bulimi. Sygdommen rammer kvinder 10 gange hyppigere end mænd.
Det er vigtigt at få hjælp, hvis man lider af bulimi. Og jo tidligere man kommer i behandling, jo bedre vil prognosen være.
I Askovhus tilbyder vi forskellige former for behandling til mennesker med anoreksi og deres pårørende. Læs mere om terapeutisk behandling målrettet børn og unge (13-17 år), unge og voksne og pårørende.
Hvis du tror, at du – eller en anden – lider af en spiseforstyrrelse, er det vigtigt at søge hjælp.
Du kan få gratis rådgivning og sparring i Askovhus. Du er altid velkommen til at kontakte os på 35 30 17 45
eller info@askovhus.dk.
Mandag – fredag kl. 09.00-16.00
Vil du vide mere om bulimi eller de øvrige spiseforstyrrelser?