fbpx Anoreksi: symptomer og behandling | Askovhus

Hvad er anoreksi?

Hvad er anoreksi?

Hvad er anoreksi?

Hvad er anoreksi?

Anoreksi (anorexia nervosa)

Spiseforstyrrelsen anoreksi (anorexia nervosa) er kendetegnet ved et stærkt ønske om at veje mindre samt en frygt for at tage på.

Mennesker med anoreksi spiser restriktivt, hvilket betyder at måltider typisk springes over eller bliver meget små. Der vil ofte være et fokus på at spise kaloriefattige fødevarer og nogle faster og følger forskellige diæter for at opnå en lav vægt.

Nogle mennesker med anoreksi har et tvangspræget forhold til fysisk aktivitet og sport med henblik på at forbrænde kalorier. Nogle forsøger også at tabe sig eller undgå at tage på i vægt ved at indtage afførings- eller vanddrivende midler.

Mennesker med anoreksi vil ofte have et meget selvkritisk og forvrænget blik på sig selv og sin krop. Det kan medføre, at man får et billede af at ens krop er større end den reelt set er.

Symptomer på anoreksi

Der kan være mange forskellige symptomer på anoreksi. Spiseforstyrrelsen kan blandt andet medføre træthed, vanskeligheder ved at sove og forstærkede svære følelser som angst og irritabilitet.

Symptomerne kan inddeles i fysiske, psykiske og sociale symptomer, og det kan være forskelligt fra person til person, hvilke man har. Oftest vil der dog være tale om, at spiseforstyrrelsen er med til at forringe ens livskvalitet.

Læs mere om de forskellige typer af symptomer herunder.

Fysiske symptomer

Nogle af de typiske fysiske symptomer er:

  • Stort vægttab, ofte på kort tid
  • Træthed / manglende energi
  • Søvnproblemer
  • Svimmelhed
  • Mavepine, forstoppelse
  • Lavt stofskifte
  • Koncentrationsbesvær
  • Lanugobehåring
  • Tør hud, svage negle, hårtab
  • Manglende sexlyst
  • Impotens hos mænd
  • Manglende/uregelmæssig menstruation hos kvinder
Psykiske symptomer

Nogle af de psykiske symptomer er:

  • Forstærkede svære følelser som tristhed, angst og irritabilitet.
  • Uhensigtsmæssigt stort fokus på mad, krop og vægt
  • Forvrænget kropsopfattelse
  • Frygt for vægtøgning og fedme
Sociale symptomer

Nogle af de sociale symptomer er:

  • Isolation/social tilbagetrækning fra venner og familie
  • Undgåelse af sociale aktiviteter der indebærer spisesituationer
  • Udfordringer med at fastholde skolegang, uddannelse, arbejde og fritidsinteresser

Anoreksi og andre lidelser (komorbiditet)

Der ses ofte komorbiditet ved anoreksi. Komorbiditet, at man kan have andre psykiske lidelser eller diagnoser samtidigt, ved siden af spiseforstyrrelsen.

Lidelser som OCD, depression, angst og personlighedsforstyrrelser ses ofte samtidigt med anoreksi. Her kan det være svært at finde ud af, hvad der er årsag og konsekvens til hinanden. Spiseforstyrrelsen kan have et tæt samspil med f.eks. angst og OCD.

Forekomst

Det anslås, at omkring 5.000 mennesker i Danmark lider af anoreksi, og sygdommen kan forekomme hos børn, unge og voksne og både hos kvinder og mænd. Dog rammer anoreksi først og fremmest kvinder, og fordelingen anslås at være ca. 90% piger/kvinder og ca. 10% drenge/mænd.

Ambivalens

Ambivalensen omkring spiseforstyrrelsen kan være særligt stærk ved anoreksi. Mange omtaler spiseforstyrrelsen som både deres bedste ven, og deres værste fjende.

Det er en af de faktorer, der kan gøre det svært at komme i behandling. På den ene side ønsker man måske at blive “rask”, men på den anden side kan det være svært at slippe den tryghed, som man vænnet sig til at finde i spiseforstyrrelsen.

Det kan være svært at forstå som pårørende, og det er udfordrende for den, der er ramt af sygdommen.

Behandling af anoreksi

Har man anoreksi, er det vigtigt at få hjælp og komme i behandling. Det er aldrig for tidligt at starte i et behandlingsforløb, og jo før man kommer i gang, jo bedre vil prognosen være.

Især ambivalensen og en manglende motivation for at slippe spiseforstyrrelsen kan være svær at arbejde med i et behandlingsforløb. Her er det vigtigt, at man som fagpersoner kender til spiseforstyrrelsens mekanismer og arbejder både med vægt, spisning og de årsager, der evt. kan ligge bag spiseforstyrrelsen.

I Askovhus tilbyder vi forskellige former for behandling til mennesker med anoreksi og deres pårørende. Læs mere om terapeutisk behandling målrettet børn og unge (13-17 år)unge og voksne og pårørende.

Kvinde taler i telefon

Søg hjælp og støtte

Hvis du tror, at du – eller en anden – lider af en spiseforstyrrelse, er det vigtigt at søge hjælp.

Få gratis rådgivning i Askovhus

Du kan få gratis rådgivning og sparring i Askovhus. Du er altid velkommen til at kontakte os på 35 30 17 45
eller info@askovhus.dk.

Åbningstider:

Mandag – fredag kl. 09.00-16.00