Af Line K. Sidenius

Caring for Carers er temaet for dette års World Eating Disorders Action Day – den årlige mærkedag, hvor kampen mod spiseforstyrrelser markeres verden over. Caring for carers handler om, hvordan vi kan drage omsorg for de omsorgsgivere, der er i tæt berøring med en person med en spiseforstyrrelse. Altså forældre, kærester, venner, fagprofessionelle mv. Det er et særdeles vigtigt tema at have blik for, da omsorgen for omsorgsgivere ikke kun kommer pårørende til gavn, men også har en positiv afsmittende effekt på den sygdomsramtes evne til at komme sig.

Forældrene inddrages aktivt

Når vi i Askovhus behandler børn og unge med en spiseforstyrrelse, så inddrages forældrene altid aktivt i behandlingen. Ud over familiesamtaler så får også forældrene også deres eget samtaleforløb, som bl.a. tjener til det formål at give dem den rette støtte og hjælp.

Det skaber mere overskud i forældresamarbejdet og familielivet, hvilket så igen bidrager positivt til måden, som forældre kan hjælpe deres barn på. For den unge opleves bevidstheden om, at mor og far også selv har nogen, der støtter dem, som en lettelse, der mindsker skyldfølelsen over at være syg.

At føle sig som en belastning for sine pårørende

I Askovhus’ behandling og rehabilitering af voksne med en spiseforstyrrelse er aktiv inddragelse af pårørende ikke et must. Relationen til nære omsorgspersoner er dog altid et tilbagevendende centralt emne i samtalerne, hvor følelser som skyld og skam over at opleve sig som en belastning nærmere er reglen end undtagelsen.

Ønsker fra den sygdomsramte om at leve op til andres forventninger og undgå at belaste sine nære omsorgspersoner kan resultere, i at den enkelte går og skjuler, hvordan vedkommende egentlig har det. En sådan hemmeligholdelse kan fører til en negativ spiral, hvor pårørende og andre ikke forstår den sygdomsramte og dermed ikke har indsigten til at yde den rette støtte. Samtidig kan den sygdomsramte føle sig misforstået, alene og tynget over at skjule betydningsfulde områder af sig selv for sine nærmeste.

Her kan det være effektivt at inddrage nære pårørende og hjælpe med at få sat ord på nogle af de ting, der har belastet relationen igennem sygdomsperioden. På den måde kan vi understøtte og hjælpe til at de pårørende og de sygdomsramte får en dybere forståelse for hinanden, og får styrket deres relation.

Det kan være vanskeligt at udtrykke taknemlighed

Når vi taler med de børn, unge og voksne med en spiseforstyrrelse, der kommer i Askovhus, så udtrykker de også tanker om taknemmelighed, og tanker om hvordan taknemmelighed kan være vanskeligt at udtrykke og vise, når man har det svært – ikke fordi den ikke er der, men fordi spiseforstyrrelsen overskygger og gør det svært at mærke andet end det, der er svært og fylder lige nu.

En af Askovhus’ brugere udtrykte det nogenlunde således:

“Taknemligheden drukner i en hverdag, det er jo ikke lige taknemligheden, vi kommer og udtrykker her – så er det jo alle problemerne, der fylder. Det kan give dårlig samvittighed overfor de professionelle. Dårlig samvittighed over, at man ikke altid gør, som man har aftalt, fordi spiseforstyrrelsen gør, at man faktisk får det dårligere, når man lever op til aftalen. Dem der er tættest på os, får vi ikke altid vist taknemlighed.”

Vi skal sikre omsorgspersoners trivsel

Det er helt tydeligt, at tanker om omsorgspersonernes trivsel – både fagpersonale og pårørende – fylder rigtigt meget for Askovhus’ beboere og deltagere, og der eksisterer et stort ønske om, at både vi og de pårørende har det godt. Når vi som omsorgspersoner selv trives, er vi mere opmærksomme på hinandens trivsel, og dermed er vi bedre i stand til at hjælpe på en omsorgsfuld og givende måde.

Derfor er det afgørende, at vi sikrer omsorgspersoners trivsel – både de pårørendes og de professionelles, da vi hermed også sikrer øget trivsel for den sygdomsramte og derigennem får skabt bedre forudsætninger for, at man kan komme sig fra spiseforstyrrelsen.

Bloggen er udgivet i anledningen af årets WEDAD – World Eating Disorders Action Day.