Vil du være en del af et professionelt team, som hjælper mennesker med spiseforstyrrelser? Så tilbyder Askovhus en stilling som socialrådgiver på 32 timer om ugen.
Askovhus er AskovFondens højt specialiserede behandlings- og rehabiliteringstilbud til mennesker med spiseforstyrrelse. Askovhus arbejder med rehabilitering af sårbare unge og vokse mellem 17 og 35 år, som har en spiseforstyrrelse. Askovhus er VISO-leverandør og ligger på Nørrebro i København. Her tilbyder vi både botilbud, dagtilbud og ambulant psykologisk behandling samt måltidsstøtte, tvangsoverspisnings-forløb m.m..
I Askovhus ser vi det hele menneske, og med afsæt i den enkeltes mål, drømme og ønsker arbejder vi sammen om at skabe et meningsfuldt liv, hvor spiseforstyrrelsen ikke fylder alt.
Primære arbejdsopgaver
Du skal primært fungere som socialrådgiver i Askovhus’ botilbud, og du vil indgå i tæt samarbejde med vores nuværende socialrådgiver. Dine opgaver i Askovhus vil blandt andet bestå i at:
- Varetage socialrådgivning for en række deltagere i vores rehabiliteringsindsats
- Samarbejde med deltagernes hjemkommuner, jobcentre m.fl.
- Fungere som bisidder og samarbejdspartner i forhold til afklaring af deltagernes arbejdsevne
- Medvirke til at udvikle Askovhus botilbud og deltage i udviklings- og temadage
- Varetage administrative opgaver knyttet til det socialfaglige arbejde, f.eks. udarbejde procedurer for visitation og journalisering mv.
- Du vil også varetage andre administrative opgaver såsom mødereferater, skemalægning, arkivering, koordinering af møder og have en koordinerende tovholderfunktion i forhold til husets timelønnet personale
Vi ser gerne, at du…:
- Er uddannet socialrådgiver, og at du ønsker en fast stilling
- Har erfaring med myndighedsarbejde
- Kan skabe en tillidsfuld samarbejdsrelation med målgruppen
- Har erfaring med at arbejde med psykisk sårbarhed
Vi tilbyder
Du bliver en del af en velfungerende, tværfaglig arbejdsplads og et dygtigt team, som er højt specialiseret indenfor spiseforstyrrelse. Du vil få en grundig oplæring, når du starter.
Du vil få medindflydelse på dine opgaver og få sparring af vores nuværende socialrådgiver, kolleger og din nærmeste leder. Du vil også modtage månedlig supervision i dialektisk adfærdsterapi.
Som ansat i Askovhus bliver du også en del af NGO’en AskovFonden.
Det praktiske
Stillingen er på 32 timer om ugen, og vi vil tilrettelægge den konkrete arbejdstid, så vi sikrer, du bliver en integreret del af hverdagen og huset. Vi ser gerne, at du kan starte 1. august 2025 eller snarest derefter.
Der er ansøgningsfrist onsdag d. 11. juni kl. 12, og vi holder ansættelsessamtaler mandag d. 16. juni.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, bedes du kontakte afdelingsleder Sussi Harpøth på SH@askovhus.dk.
Læs mere om Askovhus på Askovhus.dk, og besøg os på facebook.com/askovhus, LinkedIn eller instagram.com/askovhus.dk
Om AskovFonden
Askovhus er en del af AskovFonden, som er en non profit NGO med mere end 80 års erfaring med at arbejde med socialt udsatte. Vores løsninger bygger relationer til udsatte borgere i Danmark med det mål, at de får styrken og modet til at tage ansvar for deres eget liv og det samfund, de er en del af. I AskovFondens fem afdelinger arbejder vi for at skabe bedre vilkår for udsatte mennesker i Danmark.