Skrevet den april 25, 2024
“Vi ved, at mange spiseforstyrrelser starter med en slankekur.
Wegovy er jo et slankemiddel, som man oftest tager i en periode af sit liv, og vi kender ikke til de psykiske effekter af at stoppe igen.”
Slankemidlet Wegovy blev lanceret af Novo Nordisk i Danmark i slutningen af 2022. Siden da er det mange steder blevet hyldet som et vidundermiddel, der kan hjælpe svært overvægtige med at tabe sig.
Der mangler dog stadig forskning i, hvad konsekvenserne – især de langsigtede – er ved at tage Wegovy. Og nu melder flere eksperter sig også på banen ift. at slankemedicin som Wegovy kan fastholde og forværre spiseforstyrrelser.
Spiseforstyrrelsens ønskedrøm?
Et slankemiddel som Wegovy kan have fordele og en berettigelse i flere situationer, bl.a. hvis man som svært overvægtig står overfor en operation, hvor kravet er, at man skal tabe sig først. Men der kan også være faldgruber og utilsigtede konsekvenser af, at Wegovy nu er så bredt tilgængeligt. Især for mennesker med spiseforstyrrelser.
”Slankemidler som Wegovy er en spiseforstyrrelses ønskedrøm. En spiseforstyrrelse søger netop med alle kneb at opfylde kropsidealet om en slank og tynd krop. Har man en spiseforstyrrelse, hvad enten det er anoreksi eller tvangsoverspisning, og kan man få adgang til Wegovy, så kan man stå i en farlig situation, hvor man ryger længere ind i spiseforstyrrelsen, og hvor man måske ender med at modarbejde behandling.”
Det siger Line Sidenius, direktør i Askovhus. Wegovy indeholder det aktive stof semaglutid, som nedsætter sult- og mæthedsfornemmelsen. En spiseforstyrrelse påvirker også hjernens opfattelse af sult og mæthed, og mange med anoreksi rapporterer f.eks. om, at de er afskåret fra kroppens signaler og ikke oplever sult og mæthed som andre mennesker gør det.
Brugen af Wegovy kan være mere udbredt, end vi tror
Wegovy skal udskrives af en læge på baggrund af Sundhedsstyrelsens kriterier og en faglig vurdering af, om man få gavn af behandlingen. Men Wegovy bliver også solgt på det sorte marked, som flere medier har dokumentet. Samtidigt er der også eksempler på, at Wegovy er blevet udskrevet af læger i situationer, hvor patienten ikke levede op til kriterierne.
Der er altså en risiko for, at mennesker der ikke lever op til kriterierne for at få Wegovy, kan få fingrene i lægemidlet. Herunder også mennesker med spiseforstyrrelser, som måske har et ekstra incitament til at prøve Wegovy for at slanke sig.
Selvom Wegovy kan have gavnlige effekter, så er Line Sidenius bekymret og ærgrer sig også over, at udbredelsen af Wegovy måske er et dybereliggende symptom på et skifte i vores samfundssyn på kroppen:
”Et lægemiddel som Wegovy, der effektivt kan slanke kroppen, taler lige ind i vores samfunds idealisering af den slanke (kvinde)krop og af, at man er sund og velfungerende, hvis man ikke er overvægtig. Efter at vi i en årrække har haft kropspositivister og fokus på, at kroppen kan være smuk og sund i alle mulige afskygninger, så legitimerer et middel som Wegovy nu igen, at det er det slanke kropsideal, som vi skal stile efter og som er det sunde og gode sted at være.”
Alt det vi ikke ved
En anden bekymring ved Wegovy ift. spiseforstyrrelser er de mange ting, som vi faktisk ikke ved om lægemidlet endnu, og som der ikke er forsket i.
En udfordring med at starte på Wegovy er bl.a. at man ofte ender med at vægtøge, når man stopper med lægemidlet. Det er dyrt at få Wegovy, og langt de fleste mennesker vil derfor ikke have mulighed for at fortsætte på Wegovy resten af deres liv. Derfor kommer der som regel et ”tilbagefald”, og udover at kroppen tager på i vægt igen ved vi ikke, hvordan det påvirker sindet.
”Vi ved, at mange spiseforstyrrelser starter med en slankekur. Wegovy er jo et slankemiddel, som man oftest tager i en periode af sit liv, og vi kender ikke til de psykiske effekter af at stoppe igen. Man kan derfor godt have en bekymring for, hvad det kan sætte i gang hos mennesker, der stopper på Wegovy i forhold til om de kommer i risikozonen for at udvikle en spiseforstyrrelse.”
Wegovy er også godkendt – og udskrevet – til børn og unge ned til 12-årsalderen. Her har Line Sidenius også en bekymring for, hvad det kan sætte i gang på det psykiske plan, hvis man får ordineret slankemidlet. Igen fordi de langsigtede effekter ikke er undersøgt endnu.