OM ASKOVHUS

Om Askovhus

Askovhus ligger på Nørrebro i København og har to typer af indsatser til mennesker, som har en spiseforstyrrelse: en række forskellige, ambulante behandlingstilbud og en rehabiliteringsindsats med et tilknyttet bo- og dagtilbud.

Vi udfører også en lang række formidlingsopgaver, ligesom vi er VISO-leverandør indenfor spiseforstyrrelsesområdet for Socialstyrelsen.

Mennesket i centrum

I Askovhus sætter vi det enkelte menneske i centrum. Det gør vi både fordi, vi mener, det er vigtigt at møde alle – klienter, deltagere, personale – jævnbyrdigt og i øjenhøjde. Men også fordi vores erfaring er, at det giver det bedste resultat at tilrettelægge vores indsatser, så de matcher den enkelte på den bedst mulige måde.

Derfor er vi opmærksomme på at møde netop dig og dine udfordringer med et åbent og nysgerrigt sind og se, hvordan vi kan hjælpe dig.

Askovhus’ fundament – dialektisk adfærdsterapi

Fundamentet for både vores rehabiliterende og behandlingsmæssige arbejde er dialektisk adfærdsterapi, som er en effektiv og anerkendt metode til at mindske spiseforstyrrelsens greb. Dialektisk adfærdsterapi tilbyder en række færdigheder og metodemæssige værktøjer, som gør, at vi kan støtte dig på vejen til et mere selvstændigt liv. 

Afhængigt af den enkelte indsats supplerer vi dialektisk adfærdsterapi med andre metoder, som f.eks. Feedback Informed Treatment, kunstterapi, naturterapi m.m.

Læs mere om dialektisk adfærdsterapi og vores øvrige metoder her.

Kontakt os

Har du brug for at vide mere om vores behandlingstilbud, har du spørgsmål til fagsupervision eller noget helt tredje? Vi vil meget gerne hjælpe dig.

Ring til os på 35 30 17 45 eller skriv en mail til info@askovhus.dk

Åbningstider:
Mandag – fredag kl. 09.00-16.00