Naturterapi til mennesker med spiseforstyrrelse

GRO_naturterapi til mennesker med spiseforstyrrelse_Askovhus

Askovhus opstarter et helt nyt behandlingsforløb, som baserer sig på naturterapi.

Askovhus har igennem længere tid haft et ønske om at inddrage naturen og naturterapeutiske metoder aktivt i behandlingsforløb, som er målrettet mennesker med spiseforstyrrelse. De sidste fem år har Askovhus været en del af BikubenFondens initiativ Natur til et godt liv, som har muliggjort ophold i naturområdet Svanninge Bjerge, og som har dannet grobund for mange gode erfaringer.

Sammen med Bikubenfonden har Askovhus nu fundet midler til at oprette et helt nyt forløb, der baserer sig på naturterapi i kombination med dialektisk adfærdsterapi og kropsterapi.

Det nye forløb, GRO – Natur til et godt liv, tager således udgangspunkt i de positive indvirkninger, som naturen har på os mennesker, og inddrager dem aktivt i et terapiforløb, der er særligt udviklet til behandling af spiseforstyrrelse.

Gratis 40-ugers terapiforløb

GRO – Natur til et godt liv forløber over 40 uger og tilbydes gratis i samarbejde med Bikubenfonden.

Forløbet henvender sig til unge mellem 17-30 år, der har en spiseforstyrrelse af typen anoreksi, bulimi eller atypisk spiseforstyrrelse og evt. andre diagnoser, som f.eks. personlighedsforstyrrelse, depression eller angst.

Forudsætningen for at starte i GRO er, at man har en BMI på minimum 18,5, og at man kan spise regelmæssigt og uden støtte.

Forløbet veksler mellem individuelle samtaler og færdighedstræning i gruppe med naturen som ramme, og det varetages af en fysioterapeut og en psykolog, som begge har stor erfaring med at arbejde med spiseforstyrrelse.

Hvad kan naturen?

Naturen kan noget helt specielt, især for mennesker, som har det svært i livet. Naturterapi har især gavnlige virkninger som reduktion af stress-symptomer, angst og depression og øget selvværd. Det er der allerede lavet en del forskning i, og GRO bygger i høj grad på de ting, som man allerede ved, der virker i terapisammenhænge.

Derudover indgår Askovhus i et partnerskab med Videncenter for Friluftsliv og Naturformidling ved Københavns Universitet, som følger projektet med henblik på muligheden for at forske videre i de naturterapeutiske metoder.

Som deltager i GRO – natur til et godt liv, vil man blandt andet:

  • Få tanker om mad, krop og vægt til at fylde mindre i hverdagen
  • Blive bedre til at tackle udfordringer og konflikter og derigennem få øget livskvalitet
  • Opleve en lidt anderledes og mere kreativ måde, at modtage terapi på

Du kan læse meget mere om forløbet her. Kontakt os gerne for at høre mere eller hvis forløbet kunne være noget for dig eller nogen, du kender. Det første forløb starter op i starten af oktober, men henvend dig gerne hurtigst muligt, da der kun er fem pladser til rådighed på hvert forløb.

Skriv til info@askovhus.dk eller ring på tlf. 35 30 17 45.