Håb kan både være flygtigt og abstrakt, og det kan være svært at få greb om. Men når man mærker håbet, kan det være en livskraft, der kan bane vej og bære dig gennem kriser og svære perioder. Håbet kan være med til at åbne en dør til verden, så man finder troen på, at ting, som før virkede uopnåelige, nu kan lade sig gøre.

I dag er det World Eating Disorders Action Day 2024, og årets tema er håb og recovery. I Askovhus markerer vi traditionen tro dagen, hvor en gruppe af vores beboere har arbejdet med årets tema. Og netop håb er særdeles relevant, når det handler om spiseforstyrrelser og recovery. I mine 14 år som direktør for Askovhus har jeg haft mange samtaler med personer, der kæmper med en spiseforstyrrelse, hvor håb – eller mangel på samme – har været en central og tilbagevendende tematik.

Håbet kan være flygtigt

En af vores beboere har fortalt, at når vedkommende tør at håbe, tør hun også at drømme og leve mere frit: “Så tør jeg gøre flere ting, der gør mig glad. Så jeg lever lidt mere, og så tør jeg være lidt mere i verden og tage mere plads. Jeg kan tydeligt mærke, når der er håbløshed, så er det med negative fortegn. Så kan jeg ikke tage plads, det er tungt og mørkt”, fortæller hun.

Håbet kan have en skrøbelighed og flygtighed over sig og det kan samtidigt være meget kraftfuldt. Det gør det både gør til en stor medspiller og en stor modspiller i arbejdet med at komme sig af en spiseforstyrrelse.

Uhensigtsmæssige, gamle mønstre kan komme snigende og pludseligt sætte sig og fjerne fokus fra alt det positive. Så kan håbløsheden tage over og ende med at blive ubærlig, og så ender man hurtigt i en ond cirkel, som er svær at bryde.

Så er der langt til håbet. Når det i forvejen er svært at bede om hjælp, så er det også svært at stoppe op og finde ud af, at man har brug for hjælp. Og det kan være svært for andre at se, for mange med en spiseforstyrrelse har lært at holde en facade op foran sig. Og måske endda en facade, som giver udtryk for, at man har håb.

At tillade sig selv at håbe

Håbet kan ses som en tagen afstand til håbløsheden og de negative mønstre, der knytter sig til spiseforstyrrelsen. Og siden en spiseforstyrrelse altid vil forsøge at fastholde et menneske i håbløshedens onde cirkel, kan håbet føles forbudt. Det kan være svært at tillade sig selv at håbe og at se de gode ting, der sker i ens liv.

Mange bærer også en vis portion skepsis med sig overfor håbet pga. tidligere erfaringer. Der kan være mange skuffelser i bagagen, og drømme og håb, der ikke er blevet indfriet. Hvad skal der så til for at kunne tillade sig selv at håbe igen?

Andre kan holde håbet for en, når man ikke selv formår det

Håb kan være en indre styrke, og noget man selv bærer. Men det kan også være noget, andre holder for én, når man ikke selv formår det. Og det er vigtigt, når håbløsheden melder sig. Og det kan den desværre gøre tit, når man er viklet ind i spiseforstyrrelsens spind.

For os, der er omkring et menneske med en spiseforstyrrelse – fagprofessionelle og pårørende – er det altafgørende, at vi bliver ved med at insistere på håbet hos den enkelte, selv når det er svært og håbløsheden hersker.

Vi skal bære håbet, når den enkelte ikke selv kan finde det. Men vi skal også træde den hårfine balancegang, hvor det håb, vi giver udtryk for på et andet menneskes vegne, virker oprigtigt og autentisk.

Ordene ”det skal nok gå”, har vi nok alle taget i vores mund på et tidspunkt, og de kan siges på mange måder. Men hvis vi ikke siger dem med indlevelse og forståelse for den andens konkrete situation, så virker ordene ikke, og vi mister troværdighed overfor det menneske, vi sidder over for.

Og det kan i værste fald skabe ensomhed og skubbe yderligere til håbløsheden.

Hvis vi skal bære håbet for et andet menneske, skal vi derfor også vide hvorfor der er grund til håb for lige netop dét menneske, og vi skal kunne give udtryk for det på en oprigtig måde.

Hvis vi som fagpersoner kan lykkes med at skabe et autentisk udtryk for håbet hos det menneske, som vi er sat i verden for at hjælpe, så skaber vi også et stærkt fundament for den hjælp, som vi yder i de rehabiliterende og behandlingsmæssige indsatser.