Af Line K. Sidenius, direktør i Askovhus

Askovhus fejrer i dag World Eating Disorders Action Day 2018. Temaet for World Eating Disorders Action Day er i år ‘Break the stigma’. Her i Askovhus har vi valgt at arbejde med temaet ved at fokusere på de styrker, kompetencer og færdigheder, som et menneske udvikler, når det skal finde styrken til at modarbejde en spiseforstyrrelse og vælge livet til.

At lære sig selv bedre at kende

De mennesker, der gør brug af Askovhus for at få den hjælp og opbakning, de har brug for, er på hårdt arbejde: Hver dag arbejder de med sig selv, fra morgen til aften gennem bl.a. dialektisk adfærdsterapi og krops- og kunstterapi.

Gradvist bliver de i stand til at mærke efter, sætte ord på og handle på de nye muligheder, der åbner sig. De gransker deres adfærd, tanker og følelser og arbejder således med at få større bevidsthed om, hvem de er, hvad de kan lide og ikke kan lide, og hvad de har lyst til at ændre, og de formår gradvist at handle på denne bevidsthed.

Vi har snakket med flere af Askovhus’ beboere om, hvordan de har udviklet sig gennem at arbejde med spiseforstyrrelsen.

Noget af det, Askovhus’ beboere udtrykker, at de har lært, er at have fokus på sig selv og ens kropslige reaktioner og samtidigt have større forståelse for de følelser, vedkommende oplever, for derved at finde ud af, hvad der er godt for én selv. Og når man bedre forstår sine egne følelser og reaktioner, er man også mere empatisk overfor andre mennesker, fremhæver de.

Samtidigt er de også blevet opmærksomme på egne grænser, og de reflekterer over normer i samfundet og forholder sig på den måde kritisk til, om det egentligt er lykken altid at gøre, som alle andre gør… Askovhus’ beboere arbejder således på at stå ved sig selv også selv om det betyder at gå andre veje end majoriteten gør. Igen noget, der kræver stort mod og styrke, men som også for mange føles som den rigtige vej, hvis de skal leve et meningsfuldt liv.

En kamp der kræver styrke og vedholdenhed

At kæmpe mod en spiseforstyrrelse er en lang og sej proces, der kræver råstyrke; én ting er, at man skal have modet til at udvikle sig selv, noget andet er, at man samtidig skal udsætte sig selv for det, der skræmmer allermest – at spise mad.

Man skal således gradvist, og over en lang periode, kunne styre livet i den retning, man ønsker, og ikke fare vild når angsten i følgeskab med spiseforstyrrelsen gerne vil tage over og vise vej.

Beboerne i Askovhus udtrykker på den måde også, at de har lært, at ting tager tid – og at det nogle gange kræver store doser tålmodighed og vedholdenhed at opnå det, de gerne vil og kæmper for. Når man kæmper mod en spiseforstyrrelse finder man på den måde også frem til sin styrke ved stille og roligt at finde ud af at bruge sin store vilje og stædighed til noget positivt.

Beboerne giver også udtryk for, at de er blevet bedre til at tackle nederlag. Fordi noget ikke lykkedes første gang, betyder det ikke, at verden bryder sammen. Man starter aldrig helt forfra. Der er ingen, der kan tage det fra én, som man har lært, og med de erfaringer, man bærer med sig, er det nemmere at kæmpe videre.

Askovhus’ beboere fortæller også om, hvordan de er blevet gode til at bruge deres færdigheder ude i livet. Én fortæller om, hvor ubehageligt det var at starte op i et kor, hvor hun ikke kendte nogen. Men ved at face angsten, være vedholdende og sørge for at tage af sted hver gang – selvom det var ubehageligt i starten – lykkedes det, at finde ro i oplevelsen, så det til sidst var rart at være i.

En anden fortæller om, hvordan hun mærkede sine grænser blive udfordret i en social gruppe. Men hun mærkede efter og brugte sin styrke til at sige fra og stoppede med at komme i gruppen, fordi det ikke gjorde noget godt for hende at være der.

Samtidigt reflekterer deltagerne over, at det er vigtigt at spørge om hjælp og at kunne tage imod hjælp, når man har brug for det. Livet går op og ned og bliver nogle gange rigtigt svært. Sådan er det for alle, men det er ikke alle, der kan finde ud af at række ud til andre for at få hjælp, og det er noget, som alle i Askovhus træner at give sig selv lov til. Ved at række ud erfarer de, at det, der er svært, bliver lettere at overkomme, og at der faktisk findes mennesker i deres liv, for hvem de og deres trivsel har betydning.

Man kan vokse af det, der lægger én ned

I takt med at de mennesker, der er i Askovhus, genvinder balancen og får trænet de nødvendige færdigheder, det kræver at leve, så får mange også øje på, at man som menneske kan vokse af de ting, der slår én ud og lægger én ned.

Det er noget, beboerne rigtigt godt kan genkende. Én udtrykker det sådan: ”I mange år levede jeg bare med en spiseforstyrrelse. Det var først, da jeg aktivt valgte at gå imod den, at jeg rigtigt lærte noget.”

De fortæller også om, hvor vigtigt det er, først og fremmest at acceptere den situation, man er i, og så arbejde sig videre ud fra den. Et andet perspektiv, som beboerne fremhæver, er, at når man arbejder med en spiseforstyrrelse, bliver nogle af de problemer, man kan opleve i hverdagen, meget små og mere overskuelige i sammenligning. Samtidigt gør det også, at man er blevet bedre til at lægge mærke til sejre i dagligdagen og de ting, man ikke kunne i går eller for en uge siden – store som små.

Askovhus beboere knokler således videre og finder styrke, kompetencer og færdigheder på deres vej. Det er dét, vi fejrer idag.