I Askovhus baserer en stor del af vores rehabiliterende og behandlingsmæssige arbejde med spiseforstyrrelser sig på at kunne mødes i det fysiske, terapeutiske rum og den høje grad af tryghed, nærvær og forståelse, der følger med.

Og her ligger udfordringen selvfølgelig, når corona-krisen har den konsekvens, at vi har måttet lukke ned for det fysiske fremmøde i alle vores ambulante indsatser – i værste fald med den konsekvens at deltagerne i de forskellige forløb ville føle sig isoleret og alene.

I Askovhus’ kunstterapeutiske indsats (som er en del af Askovhus’ beskæftigelsesforløb) tog man udfordringen op ved at se på, hvordan en kunstterapeutisk aktivitet kan have en positiv og fastholdende virkning i hverdagen.

Et anker i en usikker tid

I kunstværkstedet stillede de to kunstterapeuter, Solveig og Maja, deres deltagere og sig selv en enkelt opgave: I en uge skulle de tage ét foto om dagen med deres mobiltelefon. Hvert billede skulle symbolisere en følelse eller en følelsesmæssig tilstand. Og hvert billede skulle forsynes med en titel eller en lille note, som fortalte lidt om, hvad det er for en følelse, billedet illustrerer.

En opgave som denne havde til formål at skærpe opmærksomheden på at registrere, hvordan deltagerne har det i nuet. Samtidigt var det også en måde at lade kunstværkstedet fungere som et slags anker i en usikker og forvirrende tid og dermed skabe rammen for en fast, daglig aktivitet – noget som alle deltagerne gensidigt havde forpligtet sig til at gøre hver dag.

Samtidigt fik alle deltagerne også muligheden for at ringe til en af kunstterapeuterne, hvis der opstod en situation ifm. opgaven, hvor de blev kede af det eller havde brug for at tale om noget.

At forholde sig aktivt til den ændrede hverdag

Efter ugen var gået, lå der 7 forskellige billeder fra hver deltager, som blev delt med alle i gruppen. Kunstterapeuterne indledte samtaler om billederne enkeltvist med hver af deltagerne, og det fostrede mange gode refleksioner over billedernes motiver og de følelser, der blev søgt udtrykt med fotografierne.

Kunstterapeut Solveig fortæller om samtalerne:

Vi taler selvfølgelig også om andet end vores fælles projekt. På den måde kommer vi automatisk ind på, hvilken sindsstemning, de befinder sig i, hvilke ting, de er optagede af, og hvordan de klarer dagligdagen… og dermed også, hvad der influerer på deres ’søgefelt’, fotografisk og analytisk’.

Fotoopgaven har altså været således været en måde at motivere og stimulere deltagerne til, at de forholder sig aktivt til den ændrede hverdag og de følelser, der følger med den. Og med det følger også, at man ser på, hvilke positive muligheder og humoristiske situationer, der kan opstå.

Vigtigt at have hinanden

På den måde har fotoopgaven været en rigtig succes. Faktisk så meget at de er fortsat med opgaven udover den første uge. Det var utroligt vigtigt for kunstterapeuterne at fastholde det tætte sammenhold, der var opstået i kunstværkstedet. Og det er nu også blevet muligt at styrke det yderligere ved at holde online videomøder med hele gruppen.

En kunstterapeutisk aktivitet som denne har gjort, at deltagerne er blevet mere bevidste om betydningen af det sammenhold, og hvor vigtigt det var for dem, at have hinanden at dele tingene med.

Men samtidigt fortæller Solveig også, at det at arbejde med et hold over telefonen og online selvfølgelig ikke erstatter det fysiske møde – og selvom det stadig ikke er muligt at mødes indenfor, planlægger gruppen nu at kunne udnytte det gode vejr og mødes udenfor allerede i næste uge – med god afstand til hinanden, selvfølgelig.

Se et udvalg af billederne herunder:

‘Fuldt stop’ – Billedet her er en afspejling af både en ydre og en indre tilstand, som selvfølgelig er præget af alle lockdownens ændringer, men også at skulle gå mange påskedage i møde. Det slørede symboliserer uvisheden ift hvordan alting kommer til at gå (i verden og i mig), men heldigvis er der også lidt håb i solen, hvis man kigger godt efter.
‘Jeg holder fast på … på en sten’
‘Indre vs ydre udstråling’ – Jeg tog det her billede i dagtilbuddet fordi det normalt aldrig sker, at et lys står så uberørt. Normalt ville alt stearinen være pillet væk for længst. Billedet er meget kontrastfyldt, og minder mig om denne her facade, jeg/vi nok kommer til at bygge lidt ekstra op for tiden. Det er svært ikke at tænke, at mine egne udfordringer og problemer er pinligt ligegyldige, når de bliver sat i perspektiv til hele verdenssituationen lige nu, og det er svært at bruge energi på at zoome ind på mig selv og turde mærke og tage mig af det ubehagelige der er, når jeg samtidig også brænder for at mærke den der vilde sammenholdsfølelse, som generelt er ret stærk lige nu.
‘Højspændt’

‘Link til omverdenen’ – Det her billede viser et close-up af min bluetooth højtaler. Jeg kan generelt mærke, at jeg har brug for lidt samhørighed og kontakt midt i al isolationen, og selvom radio og podcasts ikke rigtig kan afhjælpe min hudsult og mit behov for helt almindelig kontakt uden 2 meters afstand, så hjælper det alligevel på ikke at føle mig helt alene. Det har givet mig tiltrængte afbræk fra mig selv, og også smil på læben.

‘Samfundssind’ – Billedet taler vist fint for sig selv. Det er et lille udsnit af en statue, der er ved søerne. Til jul får alle børnene nissehuer på (der er flere end 10, tror jeg), og nu ser de sådan her ud. Humor er vigtig for mig, og også en måde at gøre alt det mørke lidt lettere at være i. I dag er der brug for humor.