Kontaktperson søges til rehabilitering af unge voksne med spiseforstyrrelse
Vi søger en ny medarbejder, som har en baggrund inden for det pædagogiske eller sundhedsfaglige område med miljøterapeutisk erfaring.
Askovhus er AskovFondens specialiserede behandlings- og rehabiliteringstilbud til mennesker med spiseforstyrrelse. Askovhus er VISO-leverandør og tilbyder en lang række rehabiliterende og terapeutiske indsatser til børn, unge og voksne med spiseforstyrrelse, herunder botilbud, behandlingsforløb, færdighedstræningsgrupper og individuel terapi.
Beskrivelse af afdelingen
I Askovhus ser vi det hele menneske, og med afsæt i den enkeltes mål, drømme og ønsker arbejder vi sammen om at skabe et meningsfuldt liv, hvor spiseforstyrrelsen ikke fylder alt. I Askovhus arbejder vi ud fra dialektisk adfærdsterapi (DAT).
Du vil have din daglige gang i Askovhus’ dagtilbud, hvor vores brugere kommer, når de ikke er fx i skole, praktik eller til behandlingssamtaler. Hverdagen er præget af spisestøtte, socialt samvær, planlagte aktiviteter og samtaler – alt sammen ud fra et rehabiliterende fokus.
Først og fremmest skal du være med til at opretholde en struktur og forudsigelighed i dagtilbuddet, som gør det muligt for vores deltagere at fokusere på deres rehabiliterende arbejde. Dette kræver, at du er i stand til at opbygge tillidsfulde relationer til mennesker, som befinder sig i en udfordrende udvikling – på vej væk fra et liv, der domineres af deres spiseforstyrrelse.
Det er vigtigt, at du kan sætte dig ind i målgruppen og deres muligheder og udfordringer, og at du har lyst til at arbejde med afsæt i Askovhus’ metode og praksis inden for dialektisk adfærdsterapi.
Primære arbejdsopgaver
- Måltidsstøtte og praktiske gøremål som led i det rehabiliterende arbejde
- Kontaktperson for en række deltagere
- Understøtte deltagernes brug af dagtilbuddet, så der sikres kvalitet og struktur ift. den enkeltes støttebehov
- Bidrage til at fastholde fokus på anvendelsen af vores metodiske tilgang – både i udviklingen af nye aktiviteter og i den daglige praksis
- Udvikle og facilitere rehabiliterende aktiviteter, grupper og indsatser i dagtilbuddet, der understøtter målgruppens læring af nye færdigheder.
- Du vil også blive en del af nødtelefonsteamet
Vi forventer, at du
- Har en professionsbachelor som ergoterapeut, psykomotorisk terapeut, pædagog, lærer, sygeplejerske eller lign.
- Har en interesse og evne inden for det kreative/musiske, som kan tilføje noget til husets rehabiliterende aktiviteter
- Har professionel erfaring med mennesker, som lider af en spiseforstyrrelse eller lignende kombinationsproblematikker, såsom selvskade, personlighedsforstyrrelse, angst eller depression.
- Har erfaring med miljøterapi
- Er struktureret, rolig, reflekteret og empatisk og er nysgerrig på at arbejde rehabiliterende i længere forløb
- Kan bevare overblikket og roen, når opgaverne er mange, og målgruppen på samme tid har brug for din hjælp
- Trives med tæt, tværfagligt samarbejde
- Kan spise al slags mad, så du kan understøtte den daglige måltidstræning
Vi tilbyder
Du bliver en del af en tværfaglig arbejdsplads og et team, som er højt specialiseret indenfor spiseforstyrrelse. Du vil få stor medindflydelse og ansvar samtidigt med, at du løbende vil modtage supervision og sparring. Som ansat i Askovhus bliver du også en del af AskovFonden.
Det praktiske
Stillingen er på 35 timer med opstart den 1. november 2024. Ansøgningsfristen er mandag d. 16. september, og der afholdes ansættelsessamtaler tirsdag d. 23 og 24. september.
For spørgsmål kontakt afdelingsleder i Dagtilbuddet, Ulrik Sørensen på mail: ulrik.sorensen@askovhus.dk.
Du kan læse mere om Askovhus på vores hjemmeside eller Facebook-side.
En del af AskovFonden
Askovhus er en del af AskovFonden, som er en non profit NGO med mere end 80 års erfaring med at arbejde med mennesker som er socialt udsatte. Vores løsninger bygger relationer til udsatte borgere i Danmark med det mål, at de får styrken og modet til at tage ansvar for deres eget liv og det samfund, de er en del af. I AskovFondens 5 indsatser arbejder vi for at skabe bedre vilkår for udsatte mennesker i Danmark.