Af Line K. Sidenius, direktør i Askovhus

Unge med en svær spiseforstyrrelse mangler tit grundlæggende erfaringer med at bo i egen lejlighed og med at opbygge (sunde) relationer til en sambo eller en partner. Askovhus’ botilbud består af almindelige lejligheder, hvor den unge kan øve sig i at håndtere spiseforstyrrelsen i hverdagen og det at bo med en kæreste eller en anden sambo.

Rigtigt mange unge med en svær spiseforstyrrelse har aldrig prøvet at bo i egen lejlighed. Det typiske sygdomsforløb for en ung borger med en spiseforstyrrelse er nemlig, at de bliver syge, mens de bor hjemme i de tidlige teenageår og derefter kommer ind i et langt forløb, hvor de enten bliver indlagt eller kommer på en behandlingsinstitution, hvis spiseforstyrrelsen har udviklet sig alvorligt.

Idealiserede forestillinger om andres liv fylder samtidigt meget, og derfor bliver dét at bo for sig selv eller med en sambo ofte til endnu et ideal om det ”normale og perfekte liv”, som den unge med en spiseforstyrrelse tror, at alle andre går rundt og lever, men som vedkommende ikke selv føler sig i nærheden af.

På den måde opleves det som ukendt land at leve et ”normalt” ungeliv i egen lejlighed, sammen med en sambo eller en partner, hvor man lærer at forstå hinandens grænser, at gøre hjemmet til sit eget, at slappe af og så videre.

Botilbuddet som almindelige lejligheder

Kernen i Askovhus’ rehabiliterende arbejde med borgere med spiseforstyrrelser handler om at give borgeren de fornødne færdigheder til at kunne klare sig selv samt at sørge for de rammer, der skal til, for at borgeren kan træne færdighederne på bedst mulig vis.

Her udgør boformen, som Askovhus tilbyder, en central del i det rehabiliterende forløb. I Askovhus udgør botilbuddet en række helt almindelige lejligheder, hvor borgerne med en spiseforstyrrelse bor sammen med studerende unge. Enten bor de to sammen, eller, som i de lidt større lejligheder, bor én studerende sammen med tre personer med spiseforstyrrelser.

Den studerende sambo deltager ikke selv aktivt i det rehabiliterende arbejde – hun blot bor og lever i lejligheden. Indirekte bliver det dog vedkommendes rolle at spejle et normalt studieliv med sunde mad- og motionsvaner, og hvad der ellers hører sig til af livets glæder og udfordringer såsom kærestesorger, op- og nedture, eksamener med mere.

På den måde får personen med en spiseforstyrrelse stille og roligt stiftet bekendtskab med, hvordan livet kan leves uden en hverdag præget af spiseforstyrrede tanker.

Opdyrk den raske, stærke side

Det er et led i den sociale rehabilitering, at borgeren med en spiseforstyrrelse begynder at betragte lejligheden som sit eget hjem; lejlighederne ligner ikke et botilbud eller en behandlingsinstitution, og formålet er, at det skal opleves som et hjem, der ligner det, som borgeren selv skal ud og bo i efter rehabiliteringen.

Med et hjem, der ikke ligner et bosted kan borgeren samtidig selv bestemme, om han eller hun vil vise den syge eller den raske side frem, overfor den der er på besøg. Den spiseforstyrrede side behøver ikke altid at være i fokus, og det er rigtigt vigtigt i arbejdet med rehabiliteringen.

Denne boform skaber således en realistisk træningsplatform, der fungerer som et skridt ud af den institutionaliserede sygdomsvirkelighed mod det frie liv, hvor spiseforstyrrelsen ikke længere dominerer – og det giver plads til andre, ikke-sygdomsprægede, sider af personligheden.

På sådan en realistisk træningsplatform kan borgeren, i trygge omgivelser og med hjælp og støtte fra behandlere og den tilknyttede koordinator, træne brugen af færdigheder – fx i sociale situationer og igennem relationen til den samboende. Det er udviklingen af disse færdigheder, som i sidste ende skal gøre borgeren i stand til at kunne håndtere sårbarhederne overfor spiseforstyrrelsen på den anden side af sygdomsforløbet.

Parforholdet som øvebane

En konsekvens af at lade hjemmet være en træningsplatform er, at vi i Askovhus kan vælge at lade en eventuel kæreste flytte ind sammen med personen med en spiseforstyrrelse, mens de bor i en af vores lejligheder. Det sker kun efter grundige overvejelser og i samarbejde med den behandlingsansvarlige, og hvis det vurderes at være konstruktivt og udviklende for borgeren.

Mange af de mennesker med spiseforstyrrelser, der kommer til Askovhus for at få hjælp, har haft rigtigt dårlige erfaringer med tidligere eller nuværende parforhold. De har svært ved at sætte grænser overfor partneren og kommer til at opdyrke usunde relationer, hvor de kan komme til at udøve selvskade via samspillet med partneren.

Hvis det besluttes, at lade en kæreste flytte ind sammen med en borger med en spiseforstyrrelse, er det for, at borgeren kan øve sig i at være i et parforhold. Det er vigtigt, rehabiliterende arbejde at lære at sætte grænser og at finde sig selv og sin identitet sammen med – og i forhold til – et andet menneske, man er tæt på. Heri indgår også muligheden for parsamtaler, så kæresten kan lære at støtte op om rehabiliteringen.

Enkelte gange har en borger fået sit første barn, mens vedkommende boede i Askovhus og stadig var i behandling. Dét at få et barn er typisk så stor en omvæltning i livet, at det kan forårsage følelsesmæssige udsving og stress, og det betyder, man bliver mere sårbar og lettere kan ty til spiseforstyrret adfærd.

At bo i en af Askovhus’ lejligheder når man får sit barn, kan give en stabilitet i den omvæltende fase, hvor man får øvet sig i, at håndtere både en ny livssituation og at håndtere spiseforstyrrelsen i pressede situationer samt, at man lærer kroppen efter fødslen at kende.

Fra sygdomsvirkelighed til en ”normaliseret” hverdag

Indlæggelse og lang tids ophold på behandlingsinstitutioner er selvfølgelig ofte nødvendigt, når man lider af en spiseforstyrrelse. Men det kan også have den konsekvens at den virkelighed, som borgeren færdes i, bliver mere eller mindre domineret af sygdommen.

Bor man på en behandlingsinstitution, er man omgivet af andre, der har det dårligt, og alt kommer hurtigt til at dreje sig om sygdom og behandling. Familie og venner bliver også påvirket af den sygdomsvirkelighed, man færdes i, og de kommer dermed nemt til at se én udelukkende i det lys. Samtidigt kan indlæggelse og/eller færden i et institutionaliseret miljø være med til at fastholde borgeren i en negativ sygdomsspiral, da spiseforstyrrelsen kan forstærkes eller påvirkes af, at man sammenligner sig med andre, der lider af en spiseforstyrrelse.

Selvom Askovhus’ botilbud består af helt almindelige lejligheder, er det stadig et rehabiliteringssted, hvor flere personer med en spiseforstyrrelse færdes i samme omgivelser. Her arbejder vi dog hele tiden med at lade omgivelser, miljø og det rehabiliterende arbejde understøtte de gode og sunde sider i personligheden således at disse får plads til at vokse og blive stærkere – så stærke at de på sigt forhåbentligt vil kunne håndtere spiseforstyrrelsen i hverdagen og under pres i alle livets forskellige situationer.