Af Line K. Sidenius, direktør i Askovhus

Forældre til børn med spiseforstyrrelse og den unge selv er ofte enige om, at de savner at kunne være sammen som en familie, uden at spiseforstyrrelsen dagligt kommer imellem dem og skaber konflikter. Men ofte er de også enige om, at de ikke ved, hvordan dette skal lykkes. Askovhus’ nye tilbud for unge og deres forældre giver familien et fælles fundament samt redskaber til, hvordan de kan støtte hinanden i kampen mod spiseforstyrrelsen.

Askovhus har gennem de sidste 24 år tilbudt rehabilitering og behandling for voksne med spiseforstyrrelse. Siden efteråret 2018 er Askovhus nu også begyndt at tilbyde spiseforstyrrelsesbehandling til unge i alderen 13-17 år og deres forældre.

Tidligere mødte Askovhus først den sygdomsramte, når de var 18-20 år. På det tidspunkt har de allerede kæmpet med spiseforstyrrelsen siden starten af teenageårene, og flere har modtaget specialiseret regional behandling for spiseforstyrrelsen i både børne-, ungdoms- og voksenpsykiatrien samtidigt med, at de har modtaget social støtte gennem kommunen. Det er dog af forskellige årsager ikke lykkes at komme fri af spiseforstyrrelsen.

Hele familien har brug for et nyt fundament

Når familien så henvender sig til Askovhus, møder vi ofte mennesker, der alle er udmattede og ulykkelige over, at det ikke er lykkes dem i fællesskab at blive spiseforstyrrelsen kvit. Forældrene har tit oplevet at stå overfor en behandlingsmæssig opgave, som de ikke har følt sig rustet til at kunne klare, og nu er de præget af magtesløshed, angst, stress og depression.

Den unge føler tit skyld og skam over at have gjort sine forældre så bange og kede af det. Og selvom den unge oplever mistrivsel, angst og smerte knyttet til spiseforstyrrelsen og egentligt ønsker sig et andet liv, hvor der er plads og energi til at kunne gå i skole, se venner og være sammen med sin familie på måder, der bringer glæde, så er der ofte stor ambivalens og tvivl omkring at sige farvel til spiseforstyrrelsen.

Sygdomsforløbet har forvandlet både familieliv og parforhold til en slidsom prøvelse, og både den unge og forældre er enige om, at de savner at kunne være en familie sammen, uden at spiseforstyrrelsen dagligt kommer imellem dem. De er dog også enige om, at de ikke ved, hvordan det skal lykkes.

Den unge kan således sagtens opleve motivation i forhold til ting, som hun/han gerne vil have mere eller mindre af i sit liv. Men det kan opleves som umuligt at skabe denne forandring, da angsten for eller forestillingen om et liv uden spiseforstyrrelsen overdøver den øvrige motivation, og/eller fordi den unge (pga. spiseforstyrrelsen) kan have svært ved at overskue situationens alvor.

Utallige af disse fortællinger samt internationale studier, der peger på, at den Familie Baseret Terapi (FBT), som regionalt tilbydes til børn og unge med spiseforstyrrelser, for ca. en femtedels vedkommende ikke har den ønskede effekt*, skabte basis for at prøve en anden tilgang. En tilgang, der starter med at opbygge fundamentet nedefra ved at sikre sig, at hele familien har de grundlæggende færdigheder, der skal til, for at de kan indgå i et positivt samarbejde, og at de har nogle færdigheder at trække på i forhold til at mindske den spiseforstyrrede adfærd og konflikter i familien samt øge deres trivsel og livskvalitet.

Askovhus kan således nu tilbyde dialektisk adfærdsterapi (DAT) til unge og deres forældre, der enten har gennemgået anden regional behandling uden den ønskede effekt eller som en tidlig, forebyggende indsats for unge, der endnu ikke har været i regional behandling.

Dialektisk adfærdsterapi til børn med spiseforstyrrelse og deres forældre

For at øge sandsynligheden for succes i forhold til et liv uden spiseforstyrrelse, så træner Askovhus’ DAT-forløb både den unges og forældrenes færdigheder. Færdighederne hjælper med at regulere følelser, holde ud i svære situationer, takle relationelle udfordringer og at styre og fokusere opmærksomheden, så det bliver muligt at hæmme følelsesstyrende tanke- og handlemønstre samtidigt med, at den konkrete brug af færdigheder i måltidssituationer også trænes.

Derudover deltager den unge i individuel terapi, mens forældrene også har særskilte, terapeutiske samtaler. I disse samtaler vil alle parter have mulighed for at arbejde med individuelle mål, følelser og tanker. Sammen vil den unge og forældrene også deltage i familiesamtaler, hvor behandlingen og de enkelte mål justeres, så det sikres, at forløbet er så optimalt som muligt.

Når man har en spiseforstyrrelse, så er spiseforstyrrelsen på den ene side noget, den unge måske hader, og på den anden side noget, den unge oplever ikke at kunne leve uden. Som ung og som forældre kan en spiseforstyrrelse på den måde være noget af det mest smertefulde, man kan stå over for. Derfor er det vigtigt, at vi vedvarende undersøger forskellige tilgange til at få spiseforstyrrelsen ud og livet ind igen.

Familiens store opgave

Når man som forældre spiller en central rolle i den unges behandling, og man kan se, at ens handlinger i forhold til sit barn umiddelbart bringer smerte og afstand med sig, fordi man stiller sig mellem barnet og spiseforstyrrelsen, så kan det ikke undgås, at man føler sig splittet. Ingen forældre har jo lyst til at se, at det man gør, påfører ens barn negative følelser, selvom man godt ved, at det er nødvendigt for at hjælpe barnet på den lange bane.

En spiseforstyrrelse kan virke meget overbevisende i dens argumentationer i forhold til, hvorfor man skal lade den være i fred, når et måltid er indenfor rækkevidde. Spiseforstyrrelsen kan også have en tendens til at få forældre til at tvivle på deres gerning, når den overbeviser barnet om at fortælle forældrene, at dét de gør, gør de, fordi de ikke elsker barnet.  I sådanne situationer bliver man som forældre konfronteret med stor angst og mange svære følelser, der kan gøre det vanskeligt at tænke klart og således at handle hensigtsmæssigt.

Både forældre til børn med spiseforstyrrelse og den unge selv står derfor overfor en stor opgave, som kræver, at de bliver rustet til at kunne rumme alle de ting, de oplever, og at de bliver i stand til at handle på måder, der får dem alle nærmere drømmen om et mindre smertefuldt liv for den unge og et mere glædeligt liv, blandt andet sammen som familie. Og det er netop dette, vi i Askovhus hjælper den unge og familien med at opnå.

*Lock, J. & Le Grange, D. (2013). Treatment Manual for Anorexia Nervosa. A Family-Based Approach. 2. Edition. The Guilford Press.