Få redskaber til at forstå og støtte din pårørende med spiseforstyrrelsen BED

Pårørende til mennesker med BED i Askovhus pårørendeforløb

Få redskaber til at forstå og støtte din pårørende med spiseforstyrrelsen BED

Deltag i Askovhus’ virtuelle forløb for pårørende til mennesker med tvangsoverspisning (BED).

Forløbet foregår henover 4 eftermiddage, og du får viden om spiseforstyrrelsen og redskaber til at støtte din nærmeste på en god måde.

Pårørendeforløb [ER AFHOLDT]

Datoer (2021):

  • Torsdag den 20. maj, kl. 16-18
  • Torsdag den 3. juni, kl. 16-18
  • Torsdag den 24. juni, kl. 16-18
  • Torsdag den 26. august, kl. 16-18

Sted: Online (på Zoom – link tilsendes)

Pris: 1.200 kr. for hele forløbet

Tilmelding: Send en mail til tilmelding@askovhus.dk med dit fulde navn eller tryk på knappen herunder. Du vil herefter modtage en bekræftelse og information om deltagelse og betaling.

OBS! tilmelding er bindende. Tilmeldingsfrist er tirsdag d. 18. maj.

Har du spørgsmål? Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre mere om forløbet. Skriv til regitze.raahauge@askovhus.dk eller mathilde.ruud@askovhus.dk.

Du kan også ringe på tlf. 35 30 17 45.

Hvad er BED?

Oplever du som pårørende at være vidne til, at din partner, ven eller dit barn igennem længere tid har kæmpet med en høj eller svingende vægt, dømmende tanker omkring sin krop og tilbagevendende overspisninger og følelsen af kontroltab?

Så er du muligvis pårørende til en person, som har spiseforstyrrelsen BED (Binge Eating Disorder). Og du er langt fra alene.

Hos mange, der lider af BED, bliver sygdommen ofte misforstået og tolket som overvægtsproblemer, hvilket kan føre til fejlbehandling, frustrationer og en oplevelse af at føle sig forkert. Samtidigt har mange det følelsesmæssigt dårligt og føler sig isoleret og lider måske også af depression og angst.

At være pårørende

Det kan være udfordrende at være pårørende til en person med BED. At være vidne til at en person, man holder af, har det psykisk svært, kan vække forskellige følelser som bekymring, frustration, vrede, afmagt og skyldfølelse. Som pårørende kan man være i tvivl om, hvordan man hjælper bedst muligt og ofte glemmer man at passe på sig selv.

Til Askovhus’ pårørendeforløb vil du med mere viden om BED blive klædt på til at støtte din nærmeste bedst muligt, og samtidig får du bedre mulighed for at tage vare på dig selv som pårørende.

Hør den ene oplægsholder, Matilde, fortælle mere om forløbet herover.

Forløbets indhold

På forløbet vil du blive undervist i, hvad BED er, og hvordan det kan opleves at lide af tvangsoverspisning. Formålet er, at du får en forståelse for de udfordringer, din nærmeste kæmper med, da vi ved, at forståelse og sygdomsindsigt er afgørende for, at du som pårørende kan yde god støtte.

Du vil også blive klædt godt på i forhold til do’s and dont’s, og hvad der er vigtigt at holde sig for øje, når man er tæt på en, som har BED.

På forløbet vil du desuden få redskaber, som sætter dig i stand til på en nysgerrig og empatisk måde at møde din nærmeste i hans/hendes udfordringer. Vi ved nemlig også fra erfaring, at det kan være sårbart både for den ramte at skulle dele og for den pårørende at spørge ind.

Askovhus paaroerendeforloeb tvangsoverspisning citat

Hvem henvender oplægget sig til?

Forløbet er til dig, som er pårørende til en person med BED. Din nærmeste behøver hverken at være diagnosticeret med BED eller i behandling herfor. Måske er du blot vidende om, at din nærmeste kæmper med overspisninger og ønsker i forlængelse heraf selv at vide mere om denne spiseforstyrrelse.

Forløbet er derfor til dig, som ønsker at få nye redskaber til at støtte både dig selv og din pårørende med BED bedst muligt. Du kan både være forælder, søskende, ven eller partner.

Oplægsholdere

Matilde Ruud  

Matilde er pædagogisk psykologisk behandler i Askovhus og har arbejdet specialiseret med spiseforstyrrelser siden 2016. I Askovhus arbejder Matilde med at behandle unge og voksne med spiseforstyrrelser samt at lave pårørendeforløb. Som VISO-konsulent arbejder Matilde med at undervise og formidle viden om spiseforstyrrelser.

Regitze Bille-Brahe Raahauge

Regitze er autoriseret psykolog og har arbejdet specialiseret med spiseforstyrrelser i 4 år. I Askovhus arbejder Regitze med at behandle BED og de øvrige spiseforstyrrelser, med at undervise i både deltager- og pårørendegrupper samt med at supervisere. Som VISO-konsulent arbejder Regitze derudover med at undervise i behandling samt at formidle viden om spiseforstyrrelser.

Om Askovhus

Askovhus er en del af NGO’en AskovFonden og har mere end 25 års erfaring med målgruppen. Askovhus er VISO-leverandør og tilbyder rehabilitering og behandling af alle former for spiseforstyrrelser og udvikler samtidigt nye indsatser til gavn for målgruppen. Askovhus tilbyder også oplæg, undervisning og supervision om spiseforstyrrelser.