Kvinde står foran et vindue

Af Line K. Sidenius, direktør i Askovhus

Da Ditte blev udskrevet fra Rigshospitalets Anoreksiklinik i 2007 og flyttede til Askovhus, var hun ikke længere undervægtig. Men selv om spiseforstyrrelsen ikke længere kunne ses udenpå, var kampen langt fra slut.

Hvornår er man rask?

”Mit livssyn var noget pessimistisk dengang, og jeg tvivlede det meste af tiden på, at mit liv nogensinde kunne blive godt og normalt igen,” fortæller hun. Og Ditte kæmpede da også fortsat med sygdom, svingende vægt og selvmordstanker i årene, der fulgte.

Selv om kroppen ser rask ud, kan hverdagen være svær at vende tilbage til efter et hospitalsophold, fordi beskæftigelse, relationer og hjemmeliv i en periode har været sat på pause. Det er helt afgørende, at man får den rette specialiserede rehabilitering, for ellers vil genindlæggelse blive næste stop for rigtig mange.

Rehabilitering af mennesker med svære spiseforstyrrelser er kompleks, fordi et af sygdommens kendetegn er en høj grad af ambivalens i forhold til at blive rask. Symptomerne er en måde at regulere følelserne på og dæmpe angsten, og det kan opleves som en stor tryghed at følge de regler, sygdommen har sat for én. Man er fanget ind i et sammenhængende net af regler, som i svære perioder virker logiske, fordi sygdommen manipulerer og forvrænger virkeligheden. Det kræver derfor en avanceret modstrategi at motivere disse mennesker til at gå imod spiseforstyrrelsen.

Spiseforstyrrelsen har for mange været en tro følgesvend i rigtig mange år, som de i alle døgnets vågne timer har set, tænkt og følt verden igennem. De skal faktisk lære at leve helt forfra. I Askovhus skal vi opdage, rumme og gå imod spiseforstyrrelsens løgne og støtte vores brugere til at etablere en værdig tilværelse i samfundet. Det kræver en stor mængde af viden, erfaring, overblik og psykisk robusthed.

Det er et logisk endemål, at man skal blive rask, men mennesker med svære spiseforstyrrelser bliver ikke nødvendigvis 100 % raske. Det er en vigtig erkendelse, som både vi professionelle i Askovhus og mange af vores beboere må igennem. Det er selvfølgelig glædeligt, hvis man kan komme fri af spiseforstyrrelsen, men for rigtig mange vil de spiseforstyrrede tanker være der resten af livet. Det kan Ditte nikke genkendende til:

”Det har været en usædvanligt hård rejse, men som årene er gået, går det bedre og bedre, og jeg ser sygdommen mindre og mindre. Tankerne er der stadig, men jeg er oftest i kontrol og har ikke tabt mig i et par år,” fortæller hun.

Spiseforstyrrelsen rumsterer i tankerne

I forlængelse af opholdet i Askovhus har Ditte færdiggjort sin universitetsuddannelse, hun passer et krævende fuldtidsjob og bor sammen med sin kæreste og søn. Hun er på mange måder videre med sit liv, og alligevel kan spiseforstyrrelsen af og til vende tilbage i tankerne.

I Askovhus arbejder vi sammen med den enkelte om, at vedkommende opnår den højest mulige livskvalitet på trods af sygdommen. Vi arbejder med, at hver enkelt bliver i stand til at drage omsorg for sig selv og andre, og får mulighed for at leve et selvstændigt liv – også selvom det ofte tager mange år at nå dertil. Vi træner færdigheder, så vores brugere kan leve et almindeligt liv, hvor de finder styrken til at blive ved med at gøre det rigtige, selvom spiseforstyrrelsen stadig fylder i tankerne.

Et mål om at blive helt rask vil dømme rigtig mange mennesker med svær spiseforstyrrelse ude på forhånd. Selvom man har været indlagt og ikke længere er undervægtig, kan sygdommen stadig fylde meget, og uden specialiseret hjælp er risikoen for tilbagefald og genindlæggelse stor. Og et værdigt voksenliv foregår ikke på et sygehus. Som Ditte fortæller:

”Hvis jeg for otte år siden var blevet spurgt, om jeg troede, at jeg kunne opnå, hvad jeg i dag har opnået, ville jeg bestemt ikke have troet det muligt. Sådan kan livet heldigvis overraske – hvilket jeg kan takke et godt netværk, et velfungerende sundhedssystem og ikke mindst Askovhus’ starthjælp for.”