Af Line K. Sidenius, direktør i Askovhus

Temaet for årets World Eating Disorders Action Day er ’Can’t afford to wait’ – vi har ikke råd til at vente.

At der ikke er råd til at vente handler først og fremmest om, at en spiseforstyrrelse er en af de psykiske sygdomme, som kan være meget svær at kæmpe imod og gøre sig fri af. Det skyldes bl.a. den måde, som spiseforstyrrelsen over tid arbejder sig ind i den enkeltes liv, og for mange bliver en tryg (men yderst farlig) ven, som man læner sig op ad og bruger, når man bliver overvældet af svære følelser og situationer, som ellers kan være ubærlige at have med at gøre.

Den sygdomsramte er derfor typisk præget af stor ambivalens mellem at beholde spiseforstyrrelsen og slippe af med den – og med tiden bliver spiseforstyrrelsens tag i vedkommende kun stærkere. Jo længere tid sygdommen har varet, jo længere tid skal man typisk bruge på behandling og rehabilitering for at gøre sig fri af spiseforstyrrelsens spind.

Det er derfor utroligt vigtigt, at man sætter ind med hjælp og støtte så tidligt og så effektivt som muligt, inden spiseforstyrrelsen får alt for godt fat.

Behandlingen skal stå parat

Noget af det, vi rigtigt tit hører fra de mennesker der kommer i Askovhus er, hvor vigtigt det har været for dem, at blive mødt af fagpersonale der var klar til at hjælpe, og som havde forståelse for, hvilken form for støtte, der var brug for.

Når spiseforstyrrelsen er stærk, er ambivalensen stor, og det betyder også, at motivationen for at opsøge hjælp, indgå i behandling og arbejde målrettet på at slippe af med spiseforstyrrelsen kan være meget svingende.

Nogle mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse, er også præget af lavt selvværd og føler, de ikke har ret til at modtage hjælp, og at de ikke vil belemre andre med deres problemer.

Den enkeltes motivation for at blive rask er helt central i et behandlingsforløb. Derfor er det ekstremt vigtigt, at både sociale og sundhedsfaglige medarbejdere er i stand til at se, når en borger rækker ud efter hjælp til spiseforstyrrelsen og efterfølgende, at de formår at handle hurtigt derpå.

Askovhus’ deltagere kan f.eks. fortælle om, hvor vigtigt det har været for dem at blive mødt af kommunale medarbejdere, som forstod, at der hurtigt skulle sættes en specialiseret og intensiv indsats i gang, før spiseforstyrrelsen blev forværret. Her spiller korte ventelister også en vigtig rolle, så man ikke skal gå for lang tid og vente, hvorved motivationen bliver mere og mere præget af ambivalens.

Andre kan berette om oplevelsen af at være blevet sluppet for tidligt af behandlingssystemet, hvilket øger risikoen for tilbagefald og derfor i sidste ende kan forlænge et sygdomsforløb. På den måde giver de der kommer i Askovhus også udtryk for vigtigheden af indsatser, der ikke afsluttes, før man er færdigbehandlet, eller før det behandlingsmæssigt vurderes, at der er brug for en anden støtte.

Jeg venter til i morgen, når jeg skal…

I forbindelse med WEDAD 2019 har de, der kommer i Askovhus, også kigget indad for at indkredse nogle af de ting, der kan få dem til at miste motivationen eller udskyde handlinger, der ellers kunne hjælpe dem i deres vej mod at blive fri af spiseforstyrrelsen. Helt konkret har vi i forbindelse med World Eating Disorder Action Day spurgt ind til, hvilke ting, de kan have det svært med, og som de derfor har en tendens til at udskyde.

At arbejde med sig selv og sin spiseforstyrrelse er svært og enormt udfordrende, og, som tidligere nævnt, spiller den svingende motivation også en væsentlig faktor. Ikke mindst i forhold til dét at spise. Der er derfor også mange, der nævner handlinger som ”at spise efter kostplan”, ”at stoppe med at spise restriktivt” og ”at spise madpakke”, som handlinger man enten udsætter eller overvejer at udsætte.

Men dét at skulle ”bekæmpe dårlig samvittighed over at have spist” eller at ”bearbejde et negativt kropsbillede” er også ting, der er svære at skulle gøre. Én udtrykker det helt centrale ved den hårde kamp mod spiseforstyrrelsen, og det er netop at skulle ”blive ved og ved og ved med at gå imod min spiseforstyrrelse”. Det er hver dag, hvert måltid, hver enkelt spiseforstyrrede tanke, som man aktivt skal tage et valg overfor og handle på.

Det er også derfor, det er så vigtigt at få hjælp og støtte fra professionelle. Men dét at få eller modtage hjælp kan som nævnt også være en udfordring, og det er derfor også noget, som flere har en tendens til at udsætte. Flere nævner f.eks. det ”at bede om hjælp” eller ”ringe til lægen”, som noget der udsættes, men også det at ”åbne op og være sårbar”, kan kræve tilløb, og derfor medføre udsættelser.

For mange, der lider af en spiseforstyrrelse, kan det sociale også være udfordrende, hvor det at skulle se venner eller svare på en besked også kan blive genstand for udsættelse. Med det sociale følger også af og til, at ens grænser bliver udfordret eller overtrådt, og her kan det også være svært at få sagt fra og respekteret egne grænser eller at konfrontere andre, hvis de har gjort én ked af det.

Motivationen for at handle i dag

Samtidigt med, at vi spurgte til, hvilke ting man ofte udsætter, spurgte vi også om, hvad der kan motivere i forhold til at handle i dag frem for at vente til i morgen.

For flere handler det bl.a. om drømme om fremtiden, som f.eks. ”at starte studie”, at ”ville noget bedre med sit liv”, ”at kunne bruge sine ressourcer mere konstruktivt” eller om ”at blive mor”, mens andre fokuserer på ”at kunne blive mere fri til at se venner” eller ”at få (mere energi til at få) en hund”.

Men for en del handler motivationen også om simpelthen at ”blive sig selv igen”, at være glad, fri og at lære at nyde livet uden at være bundet af ”forstyrret systemer og regler”. Det handler også om at lære at være god mod sig selv og ikke mindst, at man rent faktisk fortjener at have det godt.

Det er således vigtigt, at professionelle er yderst lydhøre overfor, når vi møder et menneske, der beder om hjælp til at komme fri af sin spiseforstyrrelse. At trodse spiseforstyrrelsen er forbundet med stor ambivalens og indre modstand. Derfor kan vi med sikkerhed godt regne med, at vedkommende virkelig lider og har brug for hjælp hurtigst muligt. Det er i spiseforstyrrelsens natur at blive ved med at udsætte et råb om hjælp til i morgen. For at bekæmpe spiseforstyrrelsen er vi derfor nødt til at tilbyde hjælpen i dag. Den spiseforstyrrelsesramte, de pårørende og samfundet har ikke råd til at vente.