Interview med Camilla, som har gennemgået behandling for BED
Da Camilla var 14 år, fik hun et svært angstanfald. Det var i 2001, da terrorangrebet på World Trade Center skete og ændrede verden. Det ændrede også Camilla for med angstanfaldet fulgte også episoder, hvor hun var alene hjemme og begyndte at spise ”nogle underlige ting”. Det er i hvert fald sådan, hun selv husker det, når hun tænker tilbage på, hvornår og hvordan hendes tvangsoverspisning begyndte.
Da hun fik angstanfaldet, blev hun tilbudt at starte i en gruppe hos en psykiater. Men hun afslog, fordi hun var for genert og nervøs, og i dag tænker hun, at det havde været rart, hvis psykiateren havde opdaget, hvad det var, hun bøvlede med dengang.
I dag er Camilla 35 år og bor med sin kæreste og deres lille søn. For to år siden gennemførte hun et behandlingsforløb for BED i Askovhus. Dermed er hun én af de 62 personer, som har fået hjælp gennem satspuljeprojektet Dialektisk adfærdsterapi til mennesker med BED, som netop er blevet evalueret.
Tankerne om mad
Camilla har haft BED i ca. 20 år. Men det var først for lidt over 2 år siden, hun blev klar over, at hun havde en spiseforstyrrelse. Tidligere har hun tænkt, at hun bare altid har haft et ”mærkeligt” forhold til mad. F.eks. kan hun huske, da hun lige var flyttet hjemmefra, hvordan hun altid ”travede fra sofaen og ud i køkkenet” for at finde noget i slikskabet eller i køleskabet. Eller når hun som teenager var alene hjemme og selv kunne bestemme, hvad hun ville spise. Nogle gange lavede hun glasur for at spise det rent, eller – hvis der ikke var andet – kunne hun finde på at spise krymmel. Hun bemærker også, hvordan hun begyndte at hælde mere og mere sukker på sine cornflakes.
Camilla skammede sig over det, men hun forbandt det ikke med at have en spiseforstyrrelse, fordi hun jo ”…aldrig kastede op eller lod være med at spise”, som hun selv siger. Netop det at kaste op eller at lade være med at spise, er typiske symptomer på bulimi og anoreksi, hvilket er de to psykiske lidelser, som flest forbinder med en spiseforstyrrelse.
Men tankerne om mad har altid fyldt rigtig meget for Camilla, og hun har altid været bevidst om, at ”det her med maden” var noget, hun skulle gemme væk og kun gøre, når hun var alene. Når hun spiste, havde hun tit en følelse af, at hun ikke kunne stoppe med at spise igen, når hun først var gået i gang. Bagefter kom skammen og de dømmende tanker.
De dømmende tanker kan hurtigt blive til en ond spiral, som trækker spor ind i mange sammenhænge af livet:
”Hvis jeg ikke kan finde ud af det med maden, så kan jeg nok heller ikke finde ud af at være en god mor eller en god datter eller en god veninde – dur jeg så til noget? Fordi det her med maden burde være noget, man kunne kontrollere. Fordi man kan jo bare lade være med at putte det ind i munden – sådan har jeg tænkt om det tidligere.”
”Det er meget nemmere for mig at se det dårlige”
I dag kan Camilla godt se, at hun har haft overspisninger, når hun har haft svære følelser, og at maden er blevet brugt til at dulme dem. Det har hjulpet hende at få den erkendelse, for tidligere har hun følt, at hun ikke havde nogen rygrad. Hun har været meget hård ved sig selv og haft en ”sortseer-tilgang” til både sig selv og sine omgivelser:
”Det er meget nemmere for mig at se det dårlige… I stedet for at tænke at jeg gør det godt på mit arbejde, eller at jeg har været en dygtig studerende, så tænker jeg: det er ”fint nok”, men du kan ikke finde ud af det her og det her og det her… I mine relationer bliver jeg enormt hurtigt bekymret; er mine veninder ved at være trætte af mig? Er jeg ikke nok veninde for dem? Og det samme i forhold til min søn eller min kæreste og mine forældre.”
Når Camilla ser tilbage, synes hun ikke, det har været så hæmmende for hende socialt eller i hendes hverdagsliv at have haft BED. Sygdommen har heller ikke stået i vejen for, at Camilla har taget sig en uddannelse og fået et godt job, og hun har både gode veninder og har stiftet familie.
Men i baghovedet har tankerne om maden altid fyldt meget. F.eks. har hun ofte tænkt over, hvad hun har spist, når hun har været sammen med andre, og det har begrænset hende, så hun egentligt har spist mindre, end hun havde brug for. I stedet spiste hun så mere, når hun var alene igen.
Pga. tvangsoverspisningen har Camilla også været meget optaget af sin krop og sin vægt. Derfor har hun også gået meget i fitnesscenter, opsøgt diætist eller lavet vejeklubber med sine venner for at prøve at kontrollere vægten.
På den måde har Camillas BED været vendt meget indad, mod hende selv. Og de svære og dømmende tanker kan stadig vende tilbage den dag i dag:
”Når min BED rører på sig, så minder det mig om, at der er nogle ting, jeg skal have styr på. At jeg ikke altid har været så glad, som jeg kunne være…. Det taler ind i mange ting i mit liv: at hvis jeg ikke kan finde ud af det med maden, så kan jeg heller ikke finde ud af det med børn eller at være en god datter.”
”Diætisten nævnte, at det måske var en dårlig ide at opsøge en psykolog…”
Camilla havde igennem 4-5 år gået hos en diætist. Efter at Camilla havde født sin søn, fik hun sværere ved at kontrollere sin vægt. Derfor opsøgte hun igen diætisten for at få styr på det. Men der var også mange dømmende tanker og svære følelser, der fyldte.
Camilla fortæller:
”Jeg gik hos en diætist for at få styr på min vægt efter, jeg havde været gravid og havde født. Diætisten nævnte, at det måske var en dårlig ide at opsøge en psykolog med de udfordringer, jeg havde. Fordi det ikke gav mening at kigge på eventuelle barndomstraumer – at man kunne komme til at grave for dybt.”
Camilla holder en pause, og konkluderer så ”Og det var et rigtigt dårligt råd”, mens hun griner. ”Når jeg tænker på det på en sød måde, så tænker jeg, at hun vidste nok ikke bedre. For hun har jo også bare set min facade, hvor jeg havde rimeligt godt styr på det.”
Camilla fulgte ikke diætistens råd, og hun kom derfor i behandling hos en psykolog.
Lettelsen over at få en diagnose
Efter et halvt år hos psykologen blev Camilla henvist til Askovhus, hvor hun startede i et behandlingsforløb i efteråret 2019. Det var en lettelse for Camilla:
”At finde ud af, at man ligesom passede ned i sådan en kasse [med diagnosen BED, red], at det ikke bare var mig, der gik og tænkte en masse grimme ting og ikke kunne finde ud af noget i forhold til mad. Dét synes jeg har været rart.”
For Camilla, ligesom mange andre, der starter i behandlingsforløb for BED, har det været en stor lettelse at finde ud af, der var andre, der havde det på samme måde. At hun ikke længere bare var ”lidt mærkelig”, men at der var en årsag til, at hun havde det sådan, og til at hendes forhold til mad var anderledes.
I behandlingsforløbet modtager man både individuel terapi og undervisning i gruppe, og for Camilla var det især gruppesessionerne, som havde en stor betydning for hende:
”De første gange man lærte nogle af de nye ting, som man ikke havde prøvet før, så var det lidt som en åbenbaring. Ja, det er lidt et stort ord at bruge, men det var bare rart … at stifte bekendtskab med de her udfordringer, som vi havde, og så at der faktisk var noget, man kunne gøre.”
Dét at få sat ord på de svære ting, som Camilla kunne mærke indeni, har været enormt betydningsfuldt for hende. Og det har også hjulpet hende til bedre at kunne forklare omverdenen, hvordan hun har det. Før, fortæller hun, havde hun ”… ikke det sprog, der skulle til for at kunne sige, hvad det var, der gjorde mig ked af det eller vred. Jeg kunne bare mærke, at noget var forkert.”
Hjælp til de pårørende
I behandlingsforløbet er der også et pårørendespor, hvor forældre, partnere eller andre nære får tilbudt undervisning om BED og kan blive inddraget i behandlingen, hvis det er relevant for den enkelte. Camillas kæreste deltog også, og Camilla har også selv lært fra sig med den viden, hun har fået:
”Nogle af de ting, jeg har lært her, og den viden jeg har fået, den har jeg jo også givet videre til mine forældre og nogle veninder. Det er enormt svært for dem at sætte sig ind i, hvordan det er for mig, fordi de tænker på en anden måde. Det gør bare, at jeg bliver mødt mere med forståelse og nogle gange nogle flere forbehold, fordi de tænker mere over, hvad de siger.”
Når de pårørende får undervisning om BED, og når Camilla også selv kan formidle sin viden til venner og familie, så bliver der skabt en bedre forståelse af de udfordringer, som Camilla har stået overfor. Og hun fortæller videre, at…
”…det har i hvert fald også ændret den måde, vi taler om nogle ting på. F.eks. sådan noget med er tynd bedre end tyk? Eller er der noget, som er bedre end noget andet – sundt/usundt? Det har jeg også formået at få udbredt, fordi jeg har gået her og lært de ting jeg har. Især til mine forældre, for der har det meget stor effekt på mig, hvad de siger.”
For Camilla har det også betydet rigtigt meget, at hun har kunnet bruge de ting, hun har lært, i andre sammenhænge, f.eks. hvis hendes veninder har haft det svært:
”…de færdigheder, jeg har lært, især relationsfærdighederne, er jo også nogen, som jeg kan se har gavnet enormt meget. Både i mine relationer men også i forhold til andres relationer, hvor jeg kan se, jeg har kunnet hjælpe andre.”
Camilla er diagnosefri, men BED’en fylder stadig
Behandlingsforløbet har været trygt og lærerigt for Camilla, og hun føler, det har hjulpet hende rigtigt meget, og at hun har fået nogle gode værktøjer, som hun kan bruge i hverdagen. Samtidigt erkender hun også, at det har været hårdt arbejde at være i behandling. Og når hun tænker tilbage på den tid, så synes hun heller ikke, at hun ved opstarten af forløbet var klar nok til at tale om de helt dybe ting.
Da behandlingsforløbet sluttede, levede Camilla ikke længere op til diagnosekriterierne for at have BED, og hun havde det generelt rigtig godt. Men ca. et halvt år efter skete der nogle ting i hendes privatliv, som var rigtigt svære for både Camilla og hendes kæreste. Det betød, at det blev svært for hende at holde fast i alle de gode øvelser, hun havde lært og samtidigt blussede de svære tanker og følelser op igen.
Til sidst endte hun med at få stress, og hun måtte sygemelde sig fra sit arbejde. Hun fortæller:
”Noget af det ansvar, som jeg var begyndt at dele med min kæreste, fordi jeg har gået her [i Askovhus, red.], begyndte jeg at tage på mig igen. Det kunne jeg ikke holde til. Det har også noget med min BED at gøre. Det blev simpelthen for svært at gå på arbejde og være mor og have en masse tanker om det at være mor. Og ikke synes, man slår til nogen steder.”
Camilla kunne helt fysisk mærke på sin krop, at den blev stresset. BED’en begyndte at blusse op igen, og trangen til at spise på en ukontrolleret måde kom tilbage. Selvom Camilla ikke har overspisninger længere, og fortsat ikke lever op til BED-diagnosen, så oplever hun stadigvæk, at maden kan have en følelsesregulerende effekt nogle gange, for som hun fortæller:
”Den [BED’en, red.] har jo fulgt mig meget længe. Det har jo føltes som om, maden kunne hjælpe når tingene var svære. Og det ved jeg godt, at det kan den ikke.”
”Det er et vilkår i mit liv”
I dag får Camilla psykologhjælp i Askovhus, og selvom hendes BED er blusset op igen, så føler hun alligevel, at hun er et meget andet sted, end før hun startede i behandlingsforløbet:
”…det billede, der er i behandlingsmappen med den her surf-bølge, der vælter indover, det er så fint et billede, for sådan har det føltes. Altså, at jeg bare stod og så at hele mit liv skete uden, at jeg havde den handlemulighed, som jeg har i dag. Hvor, hvis vi havde lavet det her interview for 3 år siden, og jeg havde været klar over udfordringerne, så ville jeg også have følt det meget håbløst”.
Så selvom Camilla har oplevet at nogle af symptomerne på BED er blusset op igen, så føles det ikke uoverskueligt og håbløst som det tidligere har gjort. For i dag ved hun, det er en psykisk lidelse, som man kan gøre noget ved. Og så har hun erkendt, at det ikke er sikkert, at BED’en nogensinde forsvinder helt. Men det betyder ikke, at hun ikke kan leve et liv, hvor alle de dømmende og svære tanker ikke får overtaget:
”Det er bare et vilkår for mig, og det er noget, jeg er nødt til at lære at leve med. Og man kan sagtens leve godt med det, for det har jeg prøvet. At det kommer tilbage nu, det er så hvad det er. Men jeg følte heller ikke, jeg var helbredt, da jeg stoppede. Det er et vilkår i mit liv.”
Camilla er ikke deltagerens rigtige navn, da hun har ønsket at være anonym.