For Alexander udviklede et kort anorektisk forløb sig til den bulimi, som han skulle leve med – og holde skjult – i mere end 7 år. I lang tid forsøgte han at finde svar på, hvad der var galt. Men når han søgte, fandt han kun piger og kvinders fortællinger om spiseforstyrrelser, som han ikke kunne spejle sig i, og han stod tilbage med skam, skyld og forvirring,
Alexanders spiseforstyrrelse begyndte i 3.g. da han ved et besøg hos sessionslægen opdagede, at han vejede 100 kilo. Han havde troet, at han vejede omkring 85. Det chokerede ham, og det blev startskuddet til et voldsomt vægttab, hvor han begyndte at løbe, træne crossfit og spille fodbold mange timer hver dag samtidig med, at han næsten ikke spiste noget.
I løbet af fire måneder tabte han sig markant, og hans nye udseende vakte positiv opmærksomhed og ros fra omgivelserne. Men anerkendelsen blev også en del af det, der fastholdt sygdommen: ”… den der anerkendelse gjorde rigtig meget for, hvordan spiseforstyrrelsen udviklede sig i starten. Fordi lige pludselig var jeg jo god til alt. Jeg var den hurtigste til alt. Fordi jeg har jo altid haft et boldøje, nu fulgte min krop bare med,” fortæller han.
Efter de første fire måneder gav han sig selv lov til at spise igen til en fødselsdagsfest. Efter næsten ikke at have spist i en lang periode, gik han nærmest impulsivt ud og kastede op, og Alexander havde fundet en ny vej til at holde sin vægt nede:
”Det er genialt. Det var den første tanke, jeg fik… jeg vidste jo ikke, der var noget der hedder bulimi, så for mig var det jo bare, fuck det er smart det her.”
Bulimien blev også et frirum for Alexander. Han havde det svært i gymnasiet, hvor det var svært at koncentrere sig, hvilket senere viste sig at skyldes en sent uopdaget ADHD-diagnose. Hver dag, når han kom hjem fra skole, var han overstimuleret. Med bulimien og opkastningerne kunne han skabe ro i kroppen og hovedet for en stund.
For at fastholde sit udseende begyndte Alexander at veje sig hver eneste dag og udviklede strategier for, hvordan han kunne holde vægten ned til mindste gram:
”Jeg vidste jo, at hvis jeg gik ud og vejede mig og vejede 73 kilo. Hvis jeg skal tabe mig et kilo inden i morgen, drikker jeg bare en masse væske. Og så træner jeg bare lidt ekstra. Og så hvis der er aftensmad, så kaster jeg det bare op.”
Løgne og benægtelse
Næsten symbolsk for de næste mange år med bulimiens løgne og skam, så resulterede besøget hos sessionslægen i 3. g også i en løgn fra Alexanders side. Fordi han skammede sig over at veje 100 kilo, fortalte han lægen, at han var god til at tage på om vinteren, fordi han spillede amerikansk fodbold – hvilket han aldrig har gjort.
Alexanders forældre begyndte efterhånden også at spørge ind til, hvorfor han så ofte gik på toilettet. Men han snakkede udenom og afviste, at der skulle være noget galt. Og han udviklede strategier til, hvordan han bedst kunne skjule episoderne med opkast. Vennerne opdagede ikke noget, men hans forældre var vedholdende og kunne godt se, at noget var galt.
En dag tog hans far en snak med ham og spurgte, om han ville tale med én. Alexander indvilligede i at tale med en psykolog, men det førte ikke rigtigt nogen vegne, for han kunne ikke selv se, han var syg.
Selvom Alexander flere gange havde forsøgt at undersøge, om der var noget galt, blev han ikke sporet ind på, at det var en spiseforstyrrelse, der styrede hans liv:
”Jeg havde jo googlet opkast, men jeg proppede jo ikke mig selv i bulimikategorien dengang, fordi …. jeg var mand, for helvede.”
Alexander prøvede over nogle måneder flere forskellige psykologer. Men selv da han sad overfor en psykolog, som egentligt havde speciale i spiseforstyrrelser, så kom han ikke nærmere en egentlig ændring i sin opfattelse af, hvad der var galt:
”Egentlig fik jeg meget ud af det, men jeg afveg stadig. Det var sådan en følelse af, at jeg egentlig havde lyst til at deltage, men så snart at samtalen gik i gang, og jeg begyndte at føle mig syg, så stak mit hoved af. Så det gad jeg sgu ikke høre på. Nej. For jeg er ikke syg.”
De svære følelser indeni begyndte at fylde mere, men uden at han dengang kunne sætte ord på hvad der foregik, eller hvad der var galt:
”Jeg var jo ked af det uden at vise det…. Men jeg kunne ikke sætte ord på det. Så det var jo hver gang at ting bare blev lidt svære, så lukkede jeg jo bare endnu mere i…. Du lever jo i skam, selvbebrejdelse og i en følelse af ikke at være god nok. Og der er bulimien rigtig god til at give dig noget anerkendelse.”
”Det er jo ikke mig”
Alexander søgte flere gange på nettet for at finde ud af, hvad der kunne være galt, men han kunne ikke genkende sig selv i de måder, spiseforstyrrelser og bulimi blev beskrevet på:
”…jeg følte, at hver gang jeg egentlig tog mig sammen og prøvede at finde ud af et eller andet, så kunne jeg ikke se mig selv. Jeg kunne måske finde et eller andet, der var 50% af mig. Men hvis jeg så gik ind og søgte på bulimi, så var der en dame, der fortalte sin historie. Og så begyndte jeg at læse, og igen synes jeg ikke, det handlede om mig.”
De beskrivelser af spiseforstyrrelser og bulimi, som han stødte på, handlede om mennesker, han ikke kunne spejle sig i. Derudover så var der ofte også beskrivelser af traumer, vold i barndommen eller selvskade, og det distancerede ham yderligere, for det havde han aldrig oplevet selv. Det gjorde det svært for ham at erkende sin egen sygdom, og det blev nemmere at afvise det og sige, ”det er jo ikke mig”.
Når han kigger tilbage i dag og ser på, hvorfor det var så svært for ham at opsøge hjælpen, så har han flere bud på det:
”Jeg turde ikke kigge på mellemregningen. Det var nok også derfor, jeg i mange år bare ignorerede det at være syg. Fordi jeg var så bange for, hvad der ligger i den mellemregning. Og det har helt klart noget at gøre med, at man som mand kan have svært ved at snakke om følelser.”
Kroppen siger stop
En dag vågnede Alexander op med smerter i brystkassen. Han endte med at blive indlagt og blev opereret i hjertet for en betændelsestilstand. Lægen, der undersøgte ham, bemærkede, at han var meget hævet i halsen, og Alexander blev klar over, at de mange opkastninger kunne have alvorlige konsekvenser for hans krop. Han blev bange, og efter episoden holdt han i en lang periode sig tilbage med opkastningerne.
Halvandet år efter på et udvekslingsophold til Los Angeles blev Alexander bidt af kickboxing, og han begyndte at træne rigtigt meget igen uden at spise særligt meget, fordi han ikke ville tage på. Da han begyndte at spise igen, kom bulimien galoperende tilbage uden at han tog hensyn til hjertet.
Da han kom hjem til Danmark i 2020, kunne han ikke længere holde sammen på sig selv, og hans krop endte med at sige stop. Han brød sammen foran sin far og papmor, og de hjalp ham endnu en gang med at opsøge behandling.
Her besluttede Alexander sig for, at nu er det nu, og han var klar til at få hjælp for første gang:
”Jeg sender jo en besked til alle mine bedste kammerater. Jeg siger, at jeg skal begynde i spiseforstyrrelsesbehandling, og at jeg har løjet over for jer i syv år. Ligger mig fladt ned. Det var hele det der med, at hvis jeg skulle gøre det, så skulle jeg gøre det ordentligt. Jeg skulle være ærlig for første gang.”
Han blev henvist til spiseforstyrrelsesbehandling på Psykiatrisk Center Ballerup, og da han trådte ind ad døren til venteværelset, sad der udelukkende piger og kvinder og ventede. Han følte sig malplaceret og havde allermest lyst til bare at vende om.
Men han blev og valgte at starte op i et individuelt behandlingsforløb med en psykolog, som forstod, hvad det var, han havde brug for:
”Hun talte ind i nuet, kontra alt det, der lå bagude, som jeg ikke var klar til at tale om, fordi nu skulle jeg jo have hjælp til at håndtere det, der var lige nu her.”
Alexander gennemførte behandlingsforløbet og det gav ham en forståelse af, hvad bulimien var og betød for ham, og det gav ham også en oplevelse af, at han blev mødt i spiseforstyrrelsen uden at blive stigmatiseret. I lang tid var han stabil uden at spiseforstyrrelsen trængte sig på.
Men efter en svær periode i privatlivet, og da Alexanders kæreste blev gravid, kom rastløsheden buldrende og de bulimiske episoder blussede op igen. Der vidste han, at det kunne gå galt igen. Og han vidste også, at han var nødt til at gøre noget, hvis han skulle kunne være alt det, han drømte om som far. Det kunne han ikke, hvis han havde en spiseforstyrrelse.
Han besluttede sig for at prøve, den vej han havde mindst lyst til: behandling i et gruppeforløb, hvor han med al sandsynlighed ville havne i en gruppe med udelukkende kvinder.
Ganske rigtigt havnede Alexander i en gruppe bestående af ham selv og fem kvinder. Men til hans overraskelse viste det sig, at de faktisk havde meget mere til fælles, end han havde regnet med:
”Vi fandt et eller andet fælles sprog, der var spiseforstyrrelsen… Der var mange aha-oplevelser. Selvom mange ting var ekstremt forskellige, så var der jo stadig de der oplevelser af, at gud ja, det er jo det samme dilemma, eller det er jo det samme psykiske pres, man ligger i det.”
I gruppen mødte Alexander for første gang mennesker, der forstod de tanker og følelser, han havde haft så svært ved at sætte ord på, og han beskriver i dag gruppeforløbet, som noget af det mest hjælpsomme i hele sit behandlingsforløb.
I dag lever Alexander uden bulimiens opkastninger og løgne. Hvor han tidligere brugte enormt mange kræfter på at skjule opkastningerne og holde sygdommen hemmelig, så kan han i dag være ærlig omkring det, han har været igennem, og han er stolt af, at han endelig valgte at række ud:
”Altså jeg fik jo respekt for mig selv, da jeg søgte hjælp. Nu er du dér. Det er en kæmpe sejr…. Så hvis jeg kunne sige et råd, så ville det være: vær ærlig og søg hjælp.”
Og det er netop derfor, Alexander også vælger at fortælle sin historie. Han håber, at andre mænd kan genkende noget af sig selv i en fortælling, som han selv manglede at møde, da han var syg:
”Den største anerkendelse ville jo være, at der var en, der ringer en dag og siger: du er faktisk grunden til, at jeg søgte hjælp.”