Kvinde står foran et vindue

Af Line K. Sidenius

Det kan være svært og udfordrende at være pårørende til én, der har BED (tvangsoverspisning). Men med indsigt og forståelse kan de pårørendes deltagelse i et behandlingsforløb være en gave for både den BED-ramte og den pårørende selv.

Mange af os har erfaring med at være pårørende til en af vores nærmeste, der gennemgår et sygdomsforløb.  Nogle af os har endda erfaring med selv at være alvorligt syg og så samtidigt skulle forholde sig til bekymrede pårørende.

Det kan være en stor trøst og motivation at være omringet af mennesker, som vi føler os tætte på, når vi gennemgår noget smertefuldt. Men det kan også være både krævende og sårbart at formidle, hvordan man har det og ønsker at blive støttet. Samtidigt kan den pårørende have være svært at forstå, hvad den sygdomsramte gennemgår og vide, hvordan man skal opføre sig omkring vedkommende.

Et sygdomsforløb kan derfor også risikere at føre til større afstand mellem de to parter, så begge oplever at stå alene med dét, der er svært – og det kan i sidste ende forsinke eller hindre bedring.

Hvorfor vil vi gerne inddrage de pårørende?

Når vi i Askovhus inddrager pårørende i behandlingen, så gør vi det netop, fordi vi ved, hvilken befordrende gave det kan være – både i forhold til den sygdomsramtes udbytte af behandlingen men også for den pårørende selv.

BED (tvangsoverspisning) er kendetegnet ved gentagende overspisninger, der ledsages af en følelse af kontroltab. Det kan opleves som fysisk umuligt at stoppe med at spise eller at kontrollere, hvad og hvor meget, der bliver spist. Efter en overspisning opleves ofte stærke følelser af skam, skyld, selvbebrejdelse og dårlig samvittighed.

Overspisningerne er for mange forbundet med regulering af forskellige svære følelser, såsom tristhed, vrede eller angst. For mange er der fysiske og psykiske overgreb, mobning, omsorgssvigt og andre typer af traumer med i bagagen, og maden ender ofte med at være det styrende element i livet med stor lidelse til følge.

Når vi først møder de pårørende, så handler det om at give dem en grundlæggende viden om BED, så de forstår de bagvedliggende årsager til, at deres nærmeste har overspisninger. Det er simpelthen vigtigt at begynde at forstå de psykologiske mekanismer, der afstedkommer den række af tanker, følelser og handlinger, som fører til en overspisning.

Behandling uden vægttab

Dernæst handler det om at de pårørende får en forståelse af, hvorfor behandlingen af deres nærmestes tvangsoverspisning ikke indbefatter fx kostreduktion og vægttab. En del af behandlingen går ud på at reetablere kontakt til den BED-ramtes appetitsystem, som – lidt populært sagt – er gået i stykker, således at vedkommende kun oplever mæthed og sult helt ude i yderpolerne – altså når man enten er overdrevet sulten eller stopmæt. Det arbejder vi med ved at etablere et regelmæssigt spisemønster for på sigt at kunne arbejde med intuitiv spisning.

I behandlingen er der heller ingen madvarer, der er forbudte – man ender simpelthen ofte med at falde i og spise mere af det, der bliver sat et forbud op omkring.

Som pårørende kan det være svært at forstå logikken bag, at der ikke skal arbejdes med vægttab i behandlingen: Pludselig ser de deres nærmeste spise flere måltider i løbet af dagen, end de har været vant til at bevidne, og måltiderne kan rumme madvarer, som den pårørende opfatter som usunde og derfor uhensigtsmæssige.

Som pårørende handler det således om at finde både mening i og tillid til den behandling, som den BED-ramte gennemgår. Det kræver nogle gange af dem, at de så at sige skal øve sig i at sidde på hænderne og ikke kommentere på, hvad der bliver spist.

Dømmende kommentarer og vægtstigmatisering

Hvis den pårørende ikke forstår, hvad der både psykologisk og fysiologisk udspiller sig, når man lider af BED, kan de nemlig let komme til at kommentere på deres nærmestes spisning og krop.

I det hele taget skal de afholde sig fra at snakke om f.eks. slankekure, egne ønsker om at spise mere grønt og lignende, som på overfladen kan synes uskyldigt – men som kan sætte mange dømmende tanker i gang.

Som pårørende er det selvfølgelig sjældent noget, man gør bevidst, eller noget man mener noget ondt med. Men det er en måde, hvorpå man kommer til at reproducere vores samfunds sundhedsfikserede paradigme uden helt at være klar over det, og det kan resultere i både vægtstigmatisering, lavt selvværd og en følelse af forkerthed.

Som pårørende støtter man derfor bedst sin nærmeste ved – i en periode – at forsøge at undgå kommentarer som omhandler spisning, krop og vægt. Og det er ikke let, da et dømmende sprog ofte er blevet en helt integrereret del af den måde, man er sammen på.

I et pårørendeforløb er en af tingene, vi arbejder med således at påpege og korrigere det rent sproglige for at skabe bevidsthed om den pårørendes automatiske tanker og ytringer. Ved at ændre positivt på deres egen adfærd er de også med til at ændre den BED-ramtes tankemønstre.

Når pårørende kan se meningen med BED behandling

Som pårørende kan man naturligvis opleve stor bekymring for at miste sin nærmeste. Og den bekymring og angst har ligeledes en tendens til at virke negativt ind på måden at tale til og med den BED-ramte. Så når vi i Askovhus arbejder med de pårørende, så går meget af vores arbejde også ud på at få dem til at føle sig trygge ved, at deres nærmeste er i et behandlingsforløb, hvor der bliver taget godt hånd om dem.

Det er altså vigtigt, at både den BED-ramte og den pårørende kan se meningen i de principper, som BED behandling, er baseret på. På den måde kan vi skabe en forståelse for, at når der er tale om en spiseforstyrrelse, så er det ikke bare nødvendigt men afgørende, at vi tager fat på at arbejde med spiseforstyrrelsen som det første. Først derefter kan vi kigge på andre problematikker – diabetes, somatiske udfordringer m.v.

Når de pårørende får indsigt i spiseforstyrrelsen og behandlingen, så oplever vi også, at vi tager en stor byrde af de pårørendes skuldre. Nu står de ikke længere alene om at støtte deres nærmeste med BED.  Nu tager Askovhus – sammen med den BED-ramte – ansvar for overspisningerne og spiseforstyrrelsen. Det skal de pårørende ikke længere bekymre sig om.

Ro til at fokusere på behandlingen

Når de pårørende bliver inddraget i behandlingen, oplever den BED-ramte også mere ”arbejdsro” til at fokusere på sin behandling.  Det bliver pludselig validt og accepteret ikke at være i gang med en slankekur eller et vægttab, og man skal ikke længere bruge krudt på at forsvare sig overfor et bombardement af negative kommentarer fra alle sider.

Forståelse og validering fra de pårørende medvirker til at samtalen og relationen mellem dem bliver bedre. Mange fortæller om en nyvunden nysgerrighed, hvor der bliver spurgt mere ind, og det styrker den gensidige åbenhed, omsorg, tryghed og forståelse mellem parterne.

Alt sammen noget der bidrager til at mindske den BED-ramtes følelse af skyld og skam og dermed i sidste ende mindske spiseforstyrrelsens greb.