Pårørendeoplæg: Bliv klogere på spiseforstyrrelser

Er du tæt på en, der kæmper med en spiseforstyrrelse? Måske er du forælder, partner, søskende eller ven til en, som har anoreksi, bulimi, tvangsoverspisning (BED) eller atypisk spiseforstyrrelse?

Dette oplæg henvender sig til dig, der er pårørende. Formålet er at give dig viden og forståelse for spiseforstyrrelsen samt redskaber til at støtte den ramte bedst muligt.

Et barn og en forældrer holder i hånd. Spiseforstyrrelse pårørende

Oplæg til pårørende (Aalborg)

TidspunktTirsdag d. 6. oktober kl. 15-17
Sted: Bygaden 96, Hasseris, 9200 Aalborg
Pris: Det koster 85 kr. samt gebyr.
Tilmelding: Tilmelding foregår via Billetto.

Tilmelding efter først til mølle-princippet. Ved for få deltagere aflyses arrangementet.

Har du spørgsmål? Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre mere. Du kan også ringe på tlf. 35 30 17 45.

Der findes stadig mange myter om spiseforstyrrelser

For at kunne komme fri af en spiseforstyrrelse og for at kunne støtte sin pårørende er det nødvendigt, at myter erstattes med fakta, så man kan få den hjælp, man har brug for.

Det er vigtigt at have viden og forståelse for, hvad der kan ligge bag udviklingen af en spiseforstyrrelse. Hvad kendetegner følelseslivet hos et menneske, som er blevet ramt af en spiseforstyrrelse? Hvordan bliver tanker og adfærd påvirket af sygdommen?

Med oplægget bliver du klogere på:

  • Konsekvenser på kort og langt sigt
  • Hvilke tegn og signaler, du kan være opmærksom på
  • Hvordan du kan støtte og hjælpe den ramte
  • Hvordan du også passer på dig selv som pårørende

Med den rette viden og støtte kan du gøre en forskel for både den, der er ramt af en spiseforstyrrelse, og for dig selv.

Oplægsholdere

Silke Fiil Visby, aut. psykolog og specialist i psykoterapi.

Inger Becker, sygeplejerske, psykoterapeut og supervisor.

Begge oplægsholdere er ansat ved Askovhus’ behandlingsteam i Aalborg og har mange års erfaring med behandling af spiseforstyrrelser.

Om Askovhus

Askovhus er højt specialiseret i spiseforstyrrelser og har over 30 års erfaring. Askovhus er en del af NGO’en AskovFonden og udpeget som VISO-leverandør af Social- og Boligstyrelsen på både børn og unge-området samt voksenområdet, hvor vi tilbyder specialrådgivning inden for komplekse psykiske vanskeligheder og psykiatriske lidelser.

I Askovhus tilbyder vi bl.a. udkørende måltidsstøtte og behandling til børn, unge og voksne med spiseforstyrrelse og deres pårørende samt et højt specialiseret botilbud til voksne. Vi tilbyder også landsdækkende rådgivning, supervision og undervisning om spiseforstyrrelser til både fagpersonale og mennesker, der selv er berørt, herunder forældre og andre pårørende.

Det har været meget givende. Videreformidlet på kompetent, fagligt og medmenneskeligt niveau.
Forælder til oplæg, april 2026
Et godt og grundigt oplæg om spiseforstyrrelse. Underviserne brænder for emnet og har en stor viden om dette.
Forælder til oplæg, april 2026