Vil du være en del af et dygtigt team, som hjælper mennesker med spiseforstyrrelser? Askovhus søger lige nu sosu-assistenter (eller lignende) på deltid og fuldtid til flere af vores beboere.
Askovhus er AskovFondens specialiserede behandlings- og rehabiliteringstilbud til mennesker med spiseforstyrrelse. Askovhus er VISO-leverandør og tilbyder en lang række rehabiliterende og terapeutiske indsatser til børn, unge og voksne med spiseforstyrrelse, herunder botilbud, miljøterapi til unge, færdighedstræningsgrupper og individuel terapi.
I Askovhus ser vi det hele menneske, og med afsæt i den enkeltes mål, drømme og ønsker arbejder vi sammen om at skabe et meningsfuldt liv, hvor spiseforstyrrelsen ikke fylder alt. Alle indsatser i Askovhus arbejder ud fra dialektisk adfærdsterapi (DAT) og Feedback Informed Treatment (FIT).
Som vores nye kollega vil du blive ansat i Askovhus’ botilbud, hvor du skal varetage relationsarbejde med en eller flere af vores beboere, som har en spiseforstyrrelse. Du vil have din daglige gang i de pågældende beboeres bolig og blive en del af et team på 6-8 kolleger, der varetager forskellige funktioner omkring de enkelte borgere.
Primære arbejdsopgaver
- Du vil skulle indgå en god og støttende relation med beboeren i dennes eget hjem
- Du vil skulle støtte beboeren i måltidssituationer, hvor du selv spiser med
- Du vil skulle hjælpe med praktiske opgaver i hjemmet, f.eks. tøjvask, rengøring og indkøb
- Du skal deltage på teammøder o.l. omkring beboeren
Vi ser gerne, at du…
- Har interesse for eller erfaring med at arbejde med mennesker med spiseforstyrrelse og deres specifikke udfordringer
- Er uddannet sosu-assistent, har en pædagogisk assistentuddannelse (PGU) eller lignende. Det kan også være, du er studerende og ønsker en fast deltidsstilling
- Er struktureret, rolig og empatisk, og at du tager ansvar for dine opgaver
- Kan bevare overblikket og roen, når der er travlt, og målgruppen på samme tid har brug for din hjælp
- Kan spise al slags mad, så du kan understøtte de daglige måltider
Vi tilbyder
Du bliver en del af en tværfaglig arbejdsplads og et dygtigt team, som er specialiseret indenfor spiseforstyrrelse. Du vil få medindflydelse på dine opgaver og få sparring af kolleger og nærmeste leder. Du vil også modtage månedlig gruppesupervision. Som ansat i Askovhus bliver du også en del af NGO’en AskovFonden.
Der tilbydes flere faste stillinger med et fleksibelt timetal på mellem 20-37 timer, hvilket også vil afhænge af dine ønsker. Din arbejdstid er i dagtimerne, hvor du vil få faste vagter, og du skal være indstillet på weekendvagter (dagtimer) i et rullende skema. Der er løn efter kvalifikationer.
Ansøgningsfristen er onsdag d. 3. august, og der afholdes ansættelsessamtaler mandag d. 8. august. Vi ser gerne, du kan starte hurtigst muligt.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, bedes du kontakte afdelingsleder Sussi Harpøth på SH@askovhus.dk.
Læs mere om Askovhus her på Askovhus.dk, og besøg os på facebook.com/askovhus.
Om AskovFonden
Askovhus er en del af AskovFonden, som er en non profit NGO med mere end 75 års erfaring med at arbejde med socialt udsatte. Vores løsninger bygger relationer til udsatte borgere i Danmark med det mål, at de får styrken og modet til at tage ansvar for deres eget liv og det samfund, de er en del af. I AskovFondens fem afdelinger arbejder vi for at skabe bedre vilkår for udsatte mennesker i Danmark.