Askovhus, rehabilitering af spiseforstyrrelser og selvskade

For nogle mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse, kan det at sige ja til rehabilitering og efterfølgende få et afslag på en bevilling af et ophold, opleves som en accept af spiseforstyrrelsen og en bekræftelse i at den enkelte ikke har fortjent noget andet i livet.    Læs mere i nedenstående kronik  af. Line K. Sidenius, direktør i Askovhus

 

 

Der findes ikke lette løsninger…

Få specialiserede rehabiliteringspladser til borgere med spiseforstyrrelser og selvskade findes allerede, men der er brug for langt flere.

Hvad skal rehabiliteringen kunne for at i mødekomme borgere med spiseforstyrrelser og selvskade? Professionelle og beboere på et rehabiliteringssted i Københavns kommune uddeler her deres anbefalinger.

Borgere med en svær spiseforstyrrelse bliver udskrevet fra et spiseforstyrrelsesafsnit, når de har opnået en vis vægt. Men selvom kroppen ser rask ud, kan hverdagen være svær at komme igennem efter et hospitalsophold. Askovhus, en del af AskovFonden i København, har siden 1994 tilbudt specialiseret rehabilitering til mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade efter endt hospitalsindlæggelse.

Mangeårig erfaring i at samarbejde på tværs gør rehabiliteringen i Askovhus effektiv.

Askovhus har dyb respekt for de øvrige professionelle omkring en borgers rehabilitering og er helt afklaret i forhold til de forskellige parters indflydelse, indsigt og beslutningskompetence. Askovhus holder sig på egen banehalvdel og tilrettelægger den individuelle rehabilitering i et tæt samarbejde med læger, plejepersonale, diætister, fysioterapeuter, sagsbehandlere, pårørende og borgeren selv. Hvis samarbejdet ikke er på plads, er der grobund for, at spiseforstyrrelsen får øget indflydelse, da gråzoner og misforståelser åbner for forhandling. Borgeren har brug for en allieret mod spiseforstyrrelsen, og det kan de få i Askovhus.

At stå alene

Beboere i Askovhus har ofte været et længere sygdomsforløb i gennem, hvor de bl.a. har boet på almene psykiatriske tilbud. Når de giver udtryk for deres erfaring fra den tid handler det om deres oplevelse af at stå alene med hele ansvaret i kampen mod spiseforstyrrelsen. De beskriver hvordan det lykkes dem at skjule spiseforstyrrelsen for velmenende personale og pårørende så let som ingenting. Alle troede, at de var i bedring, men det var de ikke. De fortæller om spiseforstyrrelsen som en snu sygdom, – en sygdom der i starten er deres eneste ven. Her opleves en tryghed og kontrol, som de gør alt for at skjule overfor dem, der vil den til livs. En spiseforstyrrelse er således en stædig og kontrollerende sygdom, der ofte har held til at overbevise den enkelte borger om, at et liv med sygdommen er lig lindring, frihed og egen kontrol, selvom sygdommen ude fra set opleves som et fængsel fyldt med lidelse, befalinger og gambling med livet.

 En spiseforstyrrelse kan være en hård nød at knække og det kræver bl.a. håb, indsigt og tydelige rammer.

Beboere i Askovhus fortæller om ambivalensen ved at gå i mod spiseforstyrrelsen på deres vej mod andre mål i livet. En beboer siger ” Der er eddermame ikke mange der fatter noget om spiseforstyrrelser. Man har jo brug for, at nogen kæmper sammen med én og kan være den der bærer håbet, når man ikke selv kan. Én der kan banke ens sunde mål med livet ind i ens hoved igen og igen, når man forsvinder væk fra det. Én der ikke giver op og forstår, at kampen kan tage lang tid”

Det kan være svært for borgere med spiseforstyrrelse at sige ja til rehabilitering og et afslag på en bevilling af et ophold, opleves af nogle som en accept af spiseforstyrrelsen og en bekræftelse i at den enkelte ikke har fortjent noget andet i livet. Hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at kunne støtte borgeren til at vælge en anden vej, så er det virksomt at sætte ind med rehabilitering i direkte forlængelse af en indlæggelse, hvor borgeren stadig har de negative oplevelser, der førte til indlæggelsen, tæt inde på livet. Står borgere med en svær spiseforstyrrelse alene, i blot en lille periode efter indlæggelse, træder de negative oplevelser ofte i baggrunden til fordel for spiseforstyrrede tanker, der overbeviser borgeren om, at et liv uden sygdommen ikke er en mulighed. Qua spiseforstyrrelsens magt over borgeren kræver det ofte stor overvindelse at sige ja til et rehabiliterende forløb – en overvindelse der sjældent er præget af lyst eller stort gå-på mod.

Det bør fejres, når en borger med en spiseforstyrrelse kommer der til, hvor vedkommende siger ja til rehabilitering, da det har været en lang sej kamp overhovedet at komme dertil. Der bør derfor ikke tøves med bevillingerne på dette tidspunkt. Her er det afgørende, at vi stiller op med specialiserede tilbud, som borgeren kan have tillid til vil hjælpe hende. Når borgeren oplever, at spiseforstyrrelsen bliver set og udfordret, oplever vi, at trygheden til at samarbejde mod spiseforstyrrelsen stiger. En beboer i Askovhus taler om at blive set og hørt hver dag, som det, der får hende til at holde fast. Beboeren fortæller at det, at det ikke er muligt at skjule sig, og at hendes stemme bliver hørt og forstået, selv når den taler meget stille, gør, at hun tør have tillid til, at hun bliver set og hjulpet, selv når hun ikke kan se sig selv. En anden beboer fortæller, at det der gør, at hun kan tage imod hjælp er, at hun oplever, at hun betyder noget for personalet, og at de kæmper og lever livet sammen med hende. Hun tillader nu sig selv, at høre deres støttende ord inde i hovedet, når hun er alene, så hun kan passe bedre på sig selv. Når hun fx skal spise, så ved hun, at vi er der og det gør det muligt at gennemføre måltidet. Personalet opnår kun den tillid fordi de netop forstår spiseforstyrrelsens virkemåder og udtryksformer. Det kræver særlig indsigt og erfaring.

Spiseforstyrrelse kommer i alle størrelser.

At fremstå usynligt syg og velfungerende på overfladen er ikke ualmindeligt for en borger med spiseforstyrrelse. Den tilsyneladende kompetence gør, at man kan foranlediges til at tro, at borgeren efter indlæggelse ikke har brug for målrettet rehabilitering. I praksis ser vi, at dette også er tilfældet for en række borgere umiddelbart efter endt indlæggelse. Efter en periode viser det sig dog ofte, at spiseforstyrrelsen har tilbageerobret den sprække af håb, der måske var plantet under indlæggelsen, så borgeren igen må indlægges med svær spiseforstyrrelse. At være usynligt syg efter en periode som synligt syg kan opleves som noget meget angstfuldt og være med til at vedligeholde sygdommen. En beboer fortæller om frygten for at blive opsagt i rehabiliteringen, hvis hun tager på i vægt, da hun er bange for, at hendes kommune ikke kan forstå, at hun stadig er fyldt med kaos og spiseforstyrrede tanker indeni.

Askovhus oplever at der, bl.a. fra kommuner, er en stigende lyst og interesse i at forstå hvad rehabilitering af borgere med spiseforstyrrelser kræver, så der fx kan skabes den tryghed, der også er afgørende for en vellykket rehabilitering.

Man kan ikke bare sige ja til at kæmpe mod sin spiseforstyrrelse, – der skal mere til. I kampen mod spiseforstyrrelsen skal rehabiliteringen ikke kun finde vejen ud af sygdommen, men også vejen ind i noget andet. Spiseforstyrrelse handler om mad, vægt, følelser, tanker, traumer og alt muligt andet. Borgere med spiseforstyrrelser og selvskade er syge, men de er også meget andet. I Askovhus lægger vi derfor stor vægt på at klæde borgeren på til livet efter sygdommen, mens de bor og lever i tilbuddet. Det gøres bl.a. ved at have øget fokus på voksenliv med nære relationer, kærester, børn, men også med et særligt fokus på uddannelse og beskæftigelse. Formålet hermed er at finde frem til deres individuelle plads i verden, så de kan være en del af samfundet med den sårbarhed, der nu må være. Askovhus´ fokus på uddannelse og beskæftigelse skal være med til at åbne en dør, hvor borgeren kan bruge sine kompetencer, tilegne sig nye, øge sin følelse af selvstændighed og genvinde sin selvrespekt fra sygdommen. 73 % af de borgere der kommer i Askovhus tilbud er i uddannelses eller arbejde.

FAKTABOKS:

Askovhus har pt. 20 bopladser for unge og voksne med     spiseforstyrrelser og selvskade, ambulante behandlings- og     rehabiliteringstilbud, samt løbende rådgivning af kommunalt ansatte,     pårørende og borgere med spiseforstyrrelse. Askovhus rehabilitering er udviklet     i et samarbejde med Rigshospitalet og indsatsen tilpasses løbende i     samarbejde med læger og øvrige professionelle med speciale i     spiseforstyrrelser i Danmark. Askovhus samarbejder pt. med 18 kommuner i     region h og sj., så vi sammen kan sikre, at borgerne i deres kommuner kan     modtage specialiseret rehabilitering.

Askovhus tilbyder gratis uddannelses- og     beskæftigelsesforløb for unge og voksne med spiseforstyrrelser. Forløbet     strækker sig over 30 uger og er fuldt finansieret af satspuljen. Askovhus starter     et nyt hold op i oktober 2014, og tager imod tilmeldinger nu.

Der findes således specialiseret rehabiliteringspladser for borgere med spiseforstyrrelse og selvskade i Københavns kommune, -men der er brug for langt flere…