
Den d. 23. juni åbnede Askovhus en ny afdeling i Aalborg med højt specialiserede behandlingstilbud til børn, unge og voksne, der er berørt af en spiseforstyrrelse.
Behovet for mere specialiseret hjælp til spiseforstyrrelser i Nordjylland har længe været tydeligt – både blandt fagpersoner, pårørende og de mennesker, der selv lever med en spiseforstyrrelse. Derfor udvider Askovhus nu sine aktiviteter til Aalborg.
Silke Fiil Visby, der er psykolog i den nye afdeling i Aalborg, siger i et interview med TV2 Nord:
“Askovhus har erfaring med at tilbyde hjælp til mennesker med spiseforstyrrelser i mere end 30 år i København. Der mangler lignende tilbud her i Nordjylland. Det er det, vi gerne vil tilbyde her.”
Line Sidenius, direktør i Askovhus, udtaler:
”Vi har længe talt med samarbejdspartnere i Region Nordjylland om, at der mangler behandlingsmuligheder til børn, unge og voksne med spiseforstyrrelser. Vi er glade for den positive modtagelse, vi indtil nu har mødt, når vi har været rundt og tale med kommuner og samarbejdspartnere i Nordjylland, og vi glæder os til at slå dørene op for klienter allerede d. 23. juni.”
Behandling, rådgivning og samarbejde i Aalborg
Den nye afdeling åbnede mandag d. 23. juni på adressen Vesterbro 50, 9000 Aalborg, hvor Askovhus bliver en del af et kontorfællesskab med vores søsterorganisation i AskovFonden, Dialog Mod Vold.
I Aalborg tilbyder vi terapeutisk behandling for spiseforstyrrelser som anoreksi, bulimi, tvangsoverspisning og andre former for forstyrret spisning. Der er forløb til både børn, unge, voksne samt støtte til forældre og pårørende. Efter behov vil vi også kunne tilbyde udkørende måltidsstøtte.
Som en del af vores fokus på spiseforstyrrelser i sportens verden, har Team Danmark og Askovhus også indgået et samarbejde om at udrede og behandle atleter i Region Nordjylland.
Askovhus tilbyder desuden altid gratis rådgivning om spiseforstyrrelser over telefonen med en af vores behandlere. Læs mere om, hvordan du får en gratis rådgivningssamtale her.