Topbedømmelse til Askovhus fra Socialtilsynet for tredje år i træk

Askovhus har haft besøg af Socialtilsynet Hovedstaden for at få den årlige godkendelse og kvalitetsvurdering. For tredje år i træk får Askovhus en bedømmelse, som ligger helt i top med et gennemsnit på 4,9 ud af 5.

Det er kvaliteten af alle Askovhus’ rehabiliteringsindsatser, der indgår i vurderingen sammen med en bedømmelse af borgernes og medarbejdernes trivsel, ledelse, økonomi og en række andre udvalgte emner.

I deres overordnede konklusion skriver Socialtilsynet, at ”…borgerne trives i tilbuddet. Borgerne får generelt støtte til det, som de har brug for herunder støtte til at udvikle sig selvstændigt og bibeholde relationer og udvikle relationer.

Netop ’Selvstændighed og relationer’ var et af de emner, som Socialtilsynet fokuserede på i år, og her konkluderer de yderligere at, ”… Borgerne bliver trænede i at sige deres mening og stå ved den, herigennem at lære at adskille følelser og tanker samt arbejde målrettet på, at spiseforstyrrelsen ikke styrer deres liv. Tilbuddet arbejder desuden reflekteret med at udvide borgernes selvstændighed i forhold til at indgå i relationer, hvor borgerne lærer, at relationer ikke behøver at være problemfrie for at være gode.

Medindflydelse og løsninger tilpasset den enkelte

Borgernes sundhed, trivsel og medindflydelse var et andet område, som Socialtilsynet havde fokus på, og her er bedømmelsen, at Askovhus har et stort fokus på den enkeltes udvikling og medindflydelse:

Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet understøtter borgernes medinddragelse og indflydelse på eget liv samt hverdag i tilbuddet. Det vurderes, at borgerne bliver støttet i at udvikle kompetencer, der gør det muligt for dem at leve det liv, de selv ønsker. Der tages udgangspunkt i den enkelte borger, idet det ses, at tilbuddet løbende arbejder på løsninger og muligheder, der er tilpasset den enkelte.

Kompetente og nærværende medarbejdere

Line Sidenius, direktør i Askovhus, siger i forbindelse med tilsynet: ”Det er selvfølgelig dejligt med en så god bedømmelse af Askovhus, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg betragter det som en anerkendelse af den fagligt høje indsats, som medarbejderne hver dag leverer.

I den samlede vurdering skriver Socialtilsyn Hovedstaden netop om medarbejderne at ”…Tilbuddet har nogle meget kompetente medarbejdere, der arbejder relevant og reflekteret med borgerens problematikker. Der er en klar rollefordeling mellem medarbejderne, og medarbejderne beskrives af borgerne som nærværende og tilgængelige.

Hele tilsynsrapporten kan læses her.