Spiseforstyrret adfærd er selvskade

line-sidenius_bw_web

Både spiseforstyrrelse og selvskade kan ses som en copingstrategi til at regulere svære følelser. Når man flytter ind i Askovhus, skal man arbejde på at bryde spiseforstyrrelsens mønstre og mindske den spiseforstyrrede adfærd. Som resultat heraf ser vi ofte, at mange af vores beboere faktisk øger deres selvskade i den indledende fase af et rehabiliteringsforløb.

Selvskade er et voksende problem i Danmark
Selvskade er et fænomen, der – med god grund – har ramt mediernes bevågenhed. En undersøgelse lavet af Børnerådet i maj 2016 viser, at ca. hver femte elev i niende klasse har prøvet at skade sig selv, og adskillige forskere på området vurderer at tendensen er fortsat stigende. Selvskade er et problem i det danske samfund, der kræver stor opmærksomhed, så den selvskadende adfærd kan opdages, behandles, bremses og i bedste fald forebygges.

Selvskadende adfærd defineres af specialpsykolog i psykiatri og forsker i selvskade, Bo Møhl, som en ‘bevidst og socialt uacceptabel adfærd, hvor man påfører sig selv fysisk skade og smerte uden hensigt om at tage sit eget liv.’ Selvskade må altså ikke forveksles med et mislykket selvmordsforsøg. Dette stemmer overens med Børnerådets undersøgelse, hvor de unge med selvskadende adfærd bl.a. svarer, at de selvskader ‘for at få kontrol over deres følelser’. Her ser man, at formålet netop ikke er at komme væk fra livet men derimod et ønske om at opnå en følelse af kontrol i den svære situation, man befinder sig i. Selvskaden er altså snarere en (omend uhensigtsmæssig) copingstrategi end et ønske om at tage sit eget liv.

Spiseforstyrrelse er også selvskade
Ønsket om at opnå kontrol kunne ligeså vel være et udsagn fra en person med en spiseforstyrrelse, der blev spurgt til, hvorfor vedkommende holder fast i sin sygdom. Bo Møhl vælger netop også at definere spiseforstyrret adfærd som selvskade i sin seneste bog ‘Selvskade – psykologi og behandling’. Her skelnes der mellem den direkte selvskade, hvor skaden opstår med det samme – f.eks. cutting, hvor blodet straks løber ned og danner et sår – og den indirekte selvskade, hvor skaden sker over længere tid.

Spiseforstyrret adfærd er ifølge denne definition en indirekte selvskade, fordi udmagringen af kroppen, gentagne opkastninger, brug af afførende midler eller andre former for spiseforstyrret adfærd ikke medfører en fysisk skade ved en enkeltstående hændelse, men på sigt kan resultere i alvorlig funktionsnedsættelse og i værste fald have dødelige konsekvenser.

I Askovhus ser vi at godt og vel halvdelen af dem, der er i rehabilitering for en spiseforstyrrelse også har direkte selvskade ved siden af spiseforstyrrelsen. Den direkte selvskade er ofte forbundet med et adrenalin-kick og en rus, der kortvarigt dulmer de svære følelser, personen ellers er fyldt af. Det er karakteristisk, at den indirekte selvskade til en vis grad kan holde den direkte selvskade nede, da en person med en spiseforstyrrelse typisk vil have færre negative følelser at dulme, hvis han/hun overholder spiseforstyrrelsens strenge regler og f.eks. spiser restriktivt, kaster op eller tvangsmotionerer.

Selvskaden skal udkonkurreres med færdigheder
Når man flytter ind i Askovhus skal man arbejde på at bryde spiseforstyrrelsens mønstre. Det betyder, at det ikke længere skal være en mulighed at bruge spiseforstyrrelsen som følelsesregulering eller copingstrategi.

Når vi på den måde reducerer eller i bedste fald fjerner den indirekte selvskade, opstår der typisk mange negative følelser og stor angst, som personen nu ikke har de samme muligheder for at regulere på vanlig vis med spiseforstyrret adfærd (restriktioner, udrensende adfærd mv.). Her ser vi at de af vores beboere, der i forvejen også har udfordringer med direkte selvskade, ofte kommer til at lave mere direkte selvskade i opstartsfasen af et rehabiliterende forløb, fordi følelserne stadig kræver at blive reguleret.

En af Askovhus’ store opgaver er derfor at lære vores beboere (nye) færdigheder til at regulere deres følelser på en måde, der er mindre skadelig for dem og i højere grad bringer dem i retning af det liv, de gerne vil leve.

Det gør vi først og fremmest ved – sammen med den enkelte beboer – at definere hvilke mål, der er for rehabiliteringen og ved at afdække den uønskede adfærd (den direkte og indirekte selvskade) samt liste de ting op, som personen gerne vil lave om på i sit liv. Herefter arbejder vi målrettet på at bringe flere færdigheder ind i personens liv, så vedkommende lærer at regulere følelser af tristhed, angst, tomhed, ensomhed osv. på konstruktive måder, der også giver tryghed.

Sideløbende arbejder vi også sammen på at fylde tilværelsen med de ønsker, som personen har for et liv med mindre sygdom. Sammen med færdighederne skaber det mulighed for at kunne få større indflydelse på eget liv, nære relationer og de sammenhænge, som personen ellers befinder sig i.