Spiseforstyrrelsesbehandling til unge og deres forældre

Spiseforstyrrelsesbehandling til unge og deres forældre

Spiseforstyrrelsesbehandling til unge og deres forældre er et behandlingstilbud til unge, der lider af en spiseforstyrrelse samt deres forældre. Forløbet er støttet med Satspuljemidler og tilbydes derfor gratis.

 

Det består forløbet af

Spiseforstyrrelsesbehandling til unge og deres forældre er et 40-ugers terapeutisk forløb, der hovedsageligt er baseret på dialektisk adfærdsterapi (DAT). DAT er en effektiv metode til at mindske spiseforstyrrelsens greb, og terapien fokuserer på at træne færdigheder, der gør den unge i stand til at leve en mere normal hverdag, hvor spiseforstyrrelse og selvskade fylder mindre.

Målet er, at den unge gennem dialektisk adfærdsterapi lærer at regulere sine følelser og tilegner sig nye handlemuligheder. Den unge bliver således styrket til at komme videre ud i livet og tage selvstændigt del i det på en meningsfuld måde. Du kan læse mere om, hvordan vi arbejder med spiseforstyrrelse hér.

Et forløb rummer:

  • Færdighedstræningsgruppe (forældre og unge)
  • Individuel terapi (de unge)
  • Måltidstræning (forældre og unge) (3 sessioner)
  • Koordinerende familiesamtaler (forældre og unge) (4 samtaler)
  • Forældresamtaler (forældre) (8-10 samtaler)

De forskellige elementer i forløbet vil tilsammen udgøre en helhedsorienteret indsats, der skal understøtte den enkelte og give forældrene bedre forudsætninger for at kunne hjælpe deres barn samt passe på hinanden.

Færdighedstræningen strækker sig over 40 sessioner og indeholder træning af opmærksomhedsfærdigheder, den gyldne middelvej, relationsfærdigheder, færdigheder til at regulere følelser og til at holde ud samt spisefærdigheder. Den unge modtager dertil individuel terapi.

I måltidstræningen trænes dét at spise et måltid sammen som familie. Hvert forældrepar deltager også i forældresamtaler, som har til formål at støtte forældrene og hjælpe dem med deres udfordringer, så de opnår nye færdigheder og bliver bedre i stand til at hjælpe deres børn.

Hver familie deltager desuden i koordinerende familiesamtaler, som har til formål at optimere og koordinere både den unges og forældrenes samlede udbytte.

Til forløbet skal den unge fast afsætte ca. 4 timer om ugen og forældre ca. 3 timer om ugen i første halvdel af forløbet. Dertil kommer de forskellige forældresamtaler, familiesamtaler samt måltidstræning.

 

Målgruppen for behandlingstilbuddet

Behandlingstilbuddet retter sig mod unge med moderat til svær spiseforstyrrelse og selvskade i alderen 13-17 år samt deres forældre. Behandlingsforløbet vil blive tilrettelagt i tæt samarbejde med den enkeltes øvrige behandling, hvad enten det er specialiseret spiseforstyrrelsesbehandling i regionen eller privatpraktiserende læge/speciallæge.

Udover spiseforstyrrelse (anoreksi, bulimi og atypisk spiseforstyrrelse) og selvskade vil den unge ofte have vanskeligheder med følelsesregulering, impulskontrol, angst, OCD eller depression. Derudover ses ofte komorbiditet i form af Autisme Spektrum Forstyrrelse.

 

Hvordan får du hjælp til spiseforstyrrelse?

Hvis du tror, det er relevant for dig – eller dit barn – at deltage i Askovhus’ indsats til unge, er du altid velkommen til at kontakte os og høre mere. Ring på 35 30 17 45 eller skriv til info@askovhus.dk. Forløbet tilbydes gratis uden omkostninger.

Før opstart skal den unge samt forældre deltage i en visitationssamtale, så vi bedst muligt kan sikre, at et forløb i Askovhus bliver gavnligt for den enkelte.

Det næste behandlingsforløb starter op tirsdag d. 6. november 2018. Henvend dig venligst inden tirsdag d. 16. oktober.

Spiseforstyrrelsesbehandling til unge og deres forældre er støttet af Sundhedsstyrelsen under Satspuljeaftalen 2018-2021 (Delpulje om kapacitetsudvidelse).

Læs mere om Sundhedsstyrelsens initiativer for mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade her.

Læs folder om tilbuddet her: