Har jeg virkelig behandlet dig sådan? – Inddragelse af kroppen i behandlingen af mennesker med en spiseforstyrrelse

 

Af Line K. Sidenius

I Askovhus indgår kropsbehandling som en integreret del af den øvrige behandling og rehabilitering. Det gør det, fordi vi mener, at det er afgørende for den enkeltes bedring at arbejde ud fra et helhedsperspektiv, hvor vi hjælper den enkelte med at tage vare på sig selv, både følelsesmæssigt, mentalt og fysisk.

Det er tit rigtigt svært at begynde at arbejde med kroppen og sin kropsopfattelse, når man har en spiseforstyrrelse. Men når man er klar til det og kommer i gang, er det et afgørende skridt på vej ud af spiseforstyrrelsen.

En af Askovhus’ brugere fortæller f.eks. om kropsarbejdet:

Det er nemmere for mig at være i bevidst kontakt. Jeg kan bedre mærke mig selv og har faktisk fået en større accept af min krop – særligt dét, at jeg kan trække vejret helt ned i maven og føle mig mere ’groundet’ og opmærksom.

 

Paradokset i den spiseforstyrrede krop

Den spiseforstyrrede krop rummer et paradoks: Når man har en spiseforstyrrelse, er man på den ene side overoptaget af kroppen med et ønske om at kontrollere den, og på den anden side gør man alt for at afskære kroppens signaler fra sin bevidsthed.

Overoptagetheden af kroppen er en integreret del af spiseforstyrrelsen, men opleves ikke som en behagelig opmærksomhed. Mange oplever et forvrænget kropsbillede, der medfører konstante body-tjek såsom vejning, måling af krop og hud, spejling af kroppen fra flere vinkler og sammenligning af egen krop med andres. Body-tjek bruges ofte som en straf mod sig selv, da det er dér, den enkelte oplever størst ubehag og selvlede i form af dømmende tanker, som f.eks. kunne være: ”jeg er fed, min krop er fyldt med fedt, jeg er ulækker”.

Herefter lykkes det ofte spiseforstyrrelsen at sikre sin egen eksistens ved f.eks. at ”forlange” restriktiv spisning eller overspisning som svar på de dømmende tanker.

En bruger beskriver forholdet mellem at afskære sig selv fra kroppen og på samme tid at have et ønske om at kontrollere kroppen således:

”Kroppen fylder så meget i sygdommen, men alligevel er det den, man løber fra. Hovedet bliver skåret fra kroppen, og kroppen ender med at blive fremmed – man føler ingen kontrol med den, og jeg tror, det er det, der gør det så angstfyldt at arbejde med kroppen, for her kan man ikke være perfekt.

En anden beskriver adskiltheden på følgende måde:

Jeg er begyndt at mærke kroppen, jeg kan ikke lide det, jeg mærker – men jeg mærker. Jeg føler på en eller anden måde, at mit hoved og min krop begynder at samle sig. Det har før været fuldstændigt adskilt.  Jeg tror ikke, jeg kan blive rask ved kun at arbejde med hovedet.”

 

At gå på gløder og glasskår

Det kan således være meget angstprovokerende at begynde at arbejde med kroppen for et menneske med en spiseforstyrrelse. Modstanden skyldes ofte en følelse af uro og utryghed ved ikke at vide, hvad der kommer til at ske, når der gives adgang til at mærke det, kroppen har at sige.

Mange oplever derfor at være bange for at komme til at mærke noget, som vil gøre dem endnu mere bange, end de allerede er. De oplever, at vi beder dem om at gå på en vej af gløder og glasskår, der fortsætter ud i uendeligheden, fordi tanken om, at virkeligheden kan være anderledes, både er fjern, uvirkelig og vanskelig at stole på.

For mange opleves det at give sig i kast med at udvikle en større kropsbevidsthed derfor som et direkte angreb mod spiseforstyrrelsen, og det føles angstfuldt og ganske forfærdeligt; og hvem har lyst til at gøre noget, som man oplever, at man får det dårligt af?

En af Askovhus’ brugere beskriver utrygheden ved at indgå i kropsarbejde og straffen fra spiseforstyrrelsen på denne måde:

”Jeg var der slet ikke. Jeg var meget svag i forhold til min spiseforstyrrelse. Jeg var ikke klar, jeg turde ikke, jeg var for bange for, hvad min spiseforstyrrelse kunne gøre. Det kan have konsekvenser, når man har en spiseforstyrrelse, man kan blive straffet, enten ved at overspise eller være restriktiv.”

Modstanden skyldes også specifikt den førnævnte kropsforvrængning, der medfører en frygt for at føle sig ”stor” og ”fed”, da spiseforstyrrelsen giver den enkelte en oplevelse af at være større, end man reelt er. Denne oplevelse er både mental og fysisk, hvor kroppen både tænkes og føles større, hvilket vækker stort ubehag, væmmelse og angst.

Kropsarbejdet består derfor også i at ændre på den forvrængede kropsopfattelse. Om den oplevede kropsforvrængning siger en bruger:

”Når jeg så mig selv i spejlet, så jeg en meget større krop, for ligegyldigt hvor tynd jeg var, så så jeg aldrig en tynd pige i spejlet. Har den dag i dag svært ved at se forskellen på, da jeg var tyndest til der, hvor jeg er i dag, nu hvor jeg har nået målvægt. Jeg kan mærke det fysisk, men jeg kan stadig ikke se det.

 

At genopdage den voksne krop

Mange af brugerne i Askovhus har udviklet deres spiseforstyrrelse i teenageårene og husker derfor deres teenagekrop som det normale. Efter der igen bliver skabt forbindelse til kroppen igennem kropsarbejdet, vil den enkelte skulle genopdage sin krop – nu i voksen størrelse. Det udforsker vi sammen med deltagerne ved at forholde os til kroppens udvikling, fysiologi og anatomi og for at blive bevidste om, hvordan voksenkroppe med normale former ser ud.

Når vi i Askovhus arbejder med kroppen, arbejder vi således både med den fysiske og den psykiske krop. Vores individuelle historie og oplevelser indlejrer sig i kroppen. Musklerne bliver påvirket af – og afspejler på sin vis vores tanker, følelser og adfærd.

Har man været udsat for store følelsesmæssige påvirkninger i form af f.eks. angst eller stress, så giver det smerter, spændinger og træthed i kroppen som over tid kan danne et slags ’muskelpanser’, der er med til at forstærke og fastholde den følelse og adfærd, som i første omgang førte til spændingens opståen.

Det er således vigtigt, at vi i kropsarbejdet begynder at løsne op for spændinger i kroppen, og på den måde åbner op for den psykiske krop. Den enkelte bliver således hjulpet til at mærke, hvordan vedkommende har det med at hele og give slip på det, der ligger i vejen for en bedring.

F.eks. siger en bruger følgende om det at begynde at mærke kroppen:

”Jeg synes, det er svært at arbejde med kroppen, men rart da jeg ved, at det er godt for mig. Jeg kan mærke en ændring, jeg er blevet mere opmærksom på mine kropslige funktioner og reaktioner. Fornemmer mine reaktioner mere, synes min krop er begyndt at fortælle mig noget, inden min hjerne registrerer det.” 

 

Det anspændte åndedræt

En central del af Askovhus’ arbejde med kroppen tager afsæt i åndedrættet. Åndedrættet er kroppens vigtigste prioritet, da det sørger for iltning af kroppen. Når vi trækker vejret overfladisk, f.eks. på grund af angst for at mærke maven bevæge sig ud og ind, får vi ikke iltet kroppen tilstrækkeligt. Det påvirker vores kognitive sans og tænkning og hæmmer vores bevidsthed i forhold til kroppens signaler. At trække vejret burde være enkelt og naturligt, men det er det ikke altid. Særligt kan det være en udfordring, når man er nervøs, bange eller i en tilstand af fysisk anspændthed.

Det er således afgørende, at den enkelte støttes i at lære at trække vejret helt ned i maven, hvilket er vanskeligt for mange af Askovhus’ deltagere. Det er vanskeligt, fordi de er stressede, angste, nervøse og anspændte. De ved det dog ofte ikke selv, netop fordi de har afskåret kroppen fra deres bevidsthed. De trækker således kun vejret i den øverste del af lungerne, hvilket er med til at forstærke deres anspændthed og de øvrige symptomer, de har. Vores hjerte skal arbejde hurtigere, når det ikke får den ilt, som det har brug for, og det frarøver kroppen ilt og energi, hvilket resulterer i at nervesystemet, kredsløbet og fordøjelsen fungerer dårligere.

Man siger, at normen for et sundt menneske i hvile er en vejrtrækning på ca. 12 gange i minuttet, og at hvis ens vejrtrækning er over 16 gange i minuttet, vil kroppen beskrives som værende på overarbejde og bevæge sig ind i en stresstilstand. For mange fra vores målgruppe, vil antallet af vejrtrækninger ligge på mindst det dobbelte af normalen, og de bliver selv meget overraskede, når de erfarer dette.

Kroppen kommer på den måde i en konstant stresstilstand, hvilket yderligere hæmmer kræfterne og overskuddet til at gøre sig fri af spiseforstyrrelsen og leve det liv, den enkelte egentlig ønsker sig.

 

Hvornår er man klar til kropsbehandling?

Er der et godt tidspunkt at påbegynde et aktivt arbejde med kroppen, når man mest af alt prøver at slippe væk fra at mærke den?

I Askovhus’ optik skal den enkelte selv føle én eller anden form for parathed til at indgå i kropsarbejdet. Og samtidigt kan det være en fordel, at man er vægtstabil, før man går i gang. I en overgang vil det nemlig kunne opleves som sværere at spise, fordi den enkelte – via kropsarbejdet – får en større kropsfornemmelse og derigennem bliver konfronteret med svære og overvældende følelser.

En del af arbejdet består netop i at lære at håndtere disse følelser uden at lukke af for kroppen og dermed fortsætte den spiseforstyrrede adfærd. Gradvist, og via en tillidsfuld relation til sin behandler, vil krop og sind begynde at arbejde sammen, og den enkelte vil både kunne mærke sig selv bedre og være i stand til at regulere sine svære følelser via åndedrætsøvelser og andre tillærte færdigheder.

Når man bliver i stand til at kunne mærke sig selv og regulere de følelser, der uvilkårligt dukker op, så bliver man gradvist også i stand til at tage mere hensyn til sig selv og til at give sig selv omsorg og lov til at have det godt samt til at mærke sine behov, sanse sult, træthed, mæthed osv.

Én af Askovhus brugere beskriver sit valg om at give sig i kast med kropsarbejde på denne måde:

”Jeg kan mærke, at jeg har brug for det, så jeg er virkelig begyndt at mærke efter, selvom det er svært, og jeg oplever faktisk ro og en lethed efterfølgende. Og så bliver jeg også mere afklaret i forhold til, hvorfor jeg ikke havde lyst til at mærke efter til at starte med – Så det hjælper mig faktisk i at blive afklaret på, hvordan jeg skal håndtere svære følelser. Roen kan gøre det nemmere for mig at se bag alt kaosset.”

 

Fra tvangspræget bevægelse til nydelse og glæde

Kropsarbejdets fokus er naturligvis også at bevæge sig. At bevæge kroppen. Mange af brugerne i Askovhus, er fortrolige med dét at bevæge kroppen, men de har måske gjort det med det formål at brænde kalorier af eller for at dulme følelsesmæssigt ubehag.

De har således ikke bevæget kroppen ud fra et ønske om mentalt, fysisk og psykisk velbefindende, men deres bevægelse har været tvangspræget og forbundet med stor lidelse.

Kropsarbejdet i Askovhus handler derfor også om at få dét at bevæge kroppen tilbage i livet som en positiv og sund ting. Det er en vigtig balance, hvor vi arbejder med at mærke efter, hvornår noget føles rart, og hvordan det egentligt føles, når man bevæger sig, fordi man har lyst til at gøre det – og ikke som en del af en spiseforstyrret adfærd.

På et tidspunkt i kropsarbejdet når man også til at arbejde med nydelse. Når man har en spiseforstyrrelse, så tillader man sjældent sig selv at mærke nydelse og glæde. Disse positive følelser, og eventuelle tanker om at man er ved at blive rask og give slip på spiseforstyrrelsen, kan i starten medføre angst, der efterfølgende afstedkommer en straf fra spiseforstyrrelsen i form af dømmende tanker, spiseforstyrret adfærd eller direkte selvskade.

Efterhånden bliver frygten for at blive rask dog overdøvet af ønsket om at blive rask, og det bliver muligt for den enkelte at tillade sig selv at være i nydelsen og glæden.

 

Kroppen giver ro, styrke og overskud

At arbejde med kroppen er således en vigtig del af behandlingen og rehabiliteringen i Askovhus, når vi hjælper mennesker på deres vej ud af spiseforstyrrelsen og videre ud i livet. Den spiseforstyrrede krop rummer mange paradokser. På én gang fylder den alt, og på den anden side negligeres den.

At skabe forbindelse mellem hjerne og krop og lære den enkelte at mestre svære følelser, tanker og adfærd, er derfor en vigtig opgave, som en af Askovhus’ brugere også formulerer det:

…på mange måder er det at forbinde krop og hovedessensen i recovery fra en spiseforstyrrelse. Man kan ikke blive fri kun ved at arbejde med enten kroppen eller hovedet. Det hænger unægtelig sammen, og de altafgørende skridt mod recovery bliver taget i netop det arbejde.

En kvinde, der tidligere er kommet i Askovhus, fortalte mig engang, at hendes kropsarbejde medførte, at hun en dag oplevede det som om, en nøgle blev drejet om i en lås: pludselig gik døren op, så hun kunne se sin krop. Hun så den, som var den en ven, og hun tænkte ”Har jeg virkelig behandlet dig sådan?”

Dét at arbejde med kroppen kan altså i starten være skræmmende og tage rigtigt mange kræfter. Men derefter opdager vores brugere, at kroppen også netop er vejen til at finde mere ro, styrke og overskud til at kæmpe videre mod spiseforstyrrelsen. Gennem et omsorgsfuldt blik på kroppen skabes der tydeligere forbindelser til positive tanker og følelser og derigennem også til drømme for det liv, som den enkelte ønsker at bevæge sig henimod.