På camp i Svanninge hvor naturen er til på helt egne præmisser

Flere og flere af Askovhus’ beboere begiver sig ud i naturen og oplever at kunne trække vejret helt ned i maven.

Askovhus’ beboere har netop været på endnu en naturcamp i BikubenFondens Knagelbjerghus på Fyn. Det var fjerde gang, turen gik til de fynske skove, og hvor er det skønt at flere og flere af Askovhus’ beboere får lyst til at begive sig ud i naturen og opleve, hvad den har at byde på.

Letheden ved at opholde sig i det fri

Campen bød på fællesskab og vandringer i Svanninge Bjerge, hvor snakken blandt andet faldt på, hvor stor forskel der er på at opholde sig i København og i de fynske skove.

Der blev bl.a. reflekteret over, at naturen i København kan opleves som anlagt kultur indenfor faste rammer. I modsætning hertil er naturen i Svanninge til på helt egne præmisser og er dermed helt naturlig og autentisk. Dette tiltrak deltagerne og gjorde, at de oplevede en lethed ved at opholde sig lige dér i det fri.

 

 

 

 

På vejen hjem til København blev der tid til en pause ved Egeskov Slot. Her gik segway-kørsel op i en højere enhed med de kultur- og naturoplevelser, som slottet havde at byde på.

Adspurgt om hvad naturcampen betød for gruppen, reflekterede en af deltagerne:

”Selvom jeg var lidt nervøs for, hvordan det hele skulle gå, så var det en virkelig god oplevelse at være med på camp. Det var sjovt at være sammen med de andre på en anden måde end herhjemme, og det var meget befriende og dejligt at kunne trække vejret helt ned i maven midt i den skønne natur sammen med skovfogeden Susanne.”