Mangel på målrettede beskæftigelsestilbud bremser rehabilitering

Når man har en svær spiseforstyrrelse, er der rigtig mange udfordringer forbundet med beskæftigelse. Det kan være alt fra at have en samtale med en person, man ikke kender, til at indtage et frokostmåltid sammen med kollegaer eller medstuderende. Det er udfordringer, som kommunale jobcentre eller eksterne leverandører på beskæftigelsesområdet ikke har forudsætninger for at have indsigt i eller imødekomme.

Af Line Sidenius, direktør i Askovhus

Line K. Sidenius

Et af de helt store problemer er, at der mangler viden og erfaring i tilrettelæggelsen af beskæftigelsestilbud til mennesker med en svær spiseforstyrrelse. Det sker derfor hyppigt, at de bliver sat i gang med forløb, som overstiger deres funktionsniveau, fordi de umiddelbart kan fremstå kompetente.

Vi har f.eks. flere gange oplevet, at en beboer er blevet indskrevet på en fuld HF, selv om vedkommende hverken kan spise uden støtte eller møde op på en uddannelsesinstitution hver morgen. I andre tilfælde sker det modsatte, nemlig at mennesker med spiseforstyrrelser og anden psykisk lidelse bliver tilbudt aktiviteter, som slet ikke lever op til deres begavelse. Det er både stigmatiserende og kan ødelægge det spinkle håb, de har bygget op om at få en normal tilværelse.

Det kræver mod at vende tilbage til beskæftigelse efter et langt sygdomsforløb. Det er derfor enormt demotiverende, hvis man enten ikke får mulighed for at lave noget, som faktisk giver mening for én, eller man bliver sat i situationer, der medvirker til stress og tilbagegang i forhold til spiseforstyrrelsen. Vi er nødt til at tilbyde målgruppen en værdig og tilpasset form for beskæftigelse, hvis det skal bidrage positivt til deres rehabilitering.

Mange mennesker med spiseforstyrrelser har store forventninger til sig selv og føler, at de skal være en succes for at have ret til at tage del i verden. Derfor har mange også urealistiske mål i forhold til deres situation. Mange i målgruppen vil gerne fremstå kompetente og leve op til andres og egne forventninger. De ønsker ikke at være til besvær. Samtidig vil spiseforstyrrelsen gerne være travlt optaget af gøremål, der flytter fokus væk fra behandlingen. Derfor sker det ofte med borgerens fulde samtykke, når de urealistiske forløb planlægges. Det ender dog ofte i store skuffelser, når de må give op halvvejs – typisk med både psykisk og vægtmæssig tilbagegang.

Når man føler sig presset, får spiseforstyrrelsen større råderum. Og når sagsbehandleren, mentoren eller beskæftigelseskonsulenten ikke kan se omfanget af sygdommen, skal borgeren selv gøre opmærksom på, hvor syg han eller hun faktisk er. Men når man har en spiseforstyrrelse, er man oftest ambivalent i forhold til at blive rask, og det er rigtig svært at bede om hjælp. Det indebærer nemlig at gå imod spiseforstyrrelsen.

Man har altså på en og samme tid et ønske om at få hjælp og et ønske om at holde spiseforstyrrelsen skjult. Derfor kan man gå med sin spiseforstyrrelse i mange år, før nogen opdager den og konfronterer den, så man bliver i stand til at få løsnet dens greb.

I Askovhus har vi et gratis beskæftigelsesforløb for mennesker med spiseforstyrrelser, hvor vi tager højde for de udfordringer, målgruppen står med. Her arbejder vi med afklaring og beskæftigelse, men også med at mindske spiseforstyrrelsen og styrke robustheden, evnen til at indgå i relationer og meget mere. Det kræver nemlig en både nuanceret og målrettet indsats, som fokuserer på langt mere end beskæftigelse, når disse mennesker skal blive i stand til at fuldføre en uddannelse eller fungere i et job. Desværre hænger denne type tilbud ikke på træerne.

Det er vigtigt at understrege, at vores kommunale samarbejdspartnere selvfølgelig vil deres borgere det bedste og for det meste laver et professionelt og godt arbejde. De fleste er bare ikke klædt på til at håndtere mennesker med svære spiseforstyrrelser. Et ønskescenarie ville derfor være, at kommunerne udpegede nogle få gennemgående medarbejdere, der kunne oplæres og fungere som sparringspartnere for kommunens øvrige ansatte.

Skal vi som samfund imødekomme mennesker med spiseforstyrrelser, er vi nødt til at skabe mere fleksible systemer, hvor man ikke bliver placeret i en trang kasse, man ikke passer ind i – eller bliver sat i gang med uddannelse eller beskæftigelse, der kræver et alt for højt funktionsniveau. Det er i alles interesse, at mennesker med svære spiseforstyrrelser hurtigst muligt kan vende tilbage til et normalt liv med venner, fritidsaktiviteter og beskæftigelse. Og det kræver både viden om målgruppen og tilbud, som passer til deres behov.