Kulturel lighed: Sundhedskulturen til debat

Hvad sker der, når man sætter en gruppe beboere i Askovhus sammen for at lave en event, der debatterer kulturel lighed?

Askovhus deltager – ligesom sidste år – i AskovFondens samarbejde med Roskilde Festival om at lave events på festivalpladsen. I år arbejdes der med temaet kulturel lighed og som en optakt til dét, der skal ske på Roskilde Festival til sommer, har de deltagende afdelinger fra AskovFonden arbejdet med hver deres event, som er blevet afholdt her i starten af året.

De seneste måneder har en gruppe af Askovhus’ beboere derfor idegenereret, diskuteret, udviklet og arbejdet hårdt på netop deres take på, hvad man kan forstå ved kulturel lighed.

At være sund på den rigtige måde
Det blev til den bragende flotte audiovisuelle event, SANS, der på kunstnerisk vis stillede skarpt på samfundets markante optagethed af sundhedskultur: slankekure, kropsidealer, kostråd, sundhedsguider, fitness og motion osv. osv. Har man en spiseforstyrrelse, er man ofte udstyret med en ekstra sensibilitet overfor alle disse trends, og de mange og ofte modsatrettede måder at spise og være sund på bliver hurtigt til et kaotisk sansebombardement fra alle sider, som er meget svært at navigere i.

Dét ville Askovhus’ beboere gerne formidle. Dels for at vise, hvor optaget vores samfund er af at være sund på den rigtige måde og hele tiden jagter nye kure men også for at pege på, hvad et konstant og måske overdrevent fokus på sundhed egentligt kan gøre ved hver enkelt af os – om man så har en spiseforstyrrelse eller ej.

Så tirsdag aften blev dagtilbuddet i Askovhus omdannet til et bombardement af lyd og visuelle projektioner, alt imens kostpyramiden tronende drejede rundt på et interimistisk alter midt i rummet. Endeløse kostråd og monologer om krop og kure strømmede ud af højtalerne og flimrede hen over skærmen. Efter eventen var der en debat for at samle op på, hvilke tanker og følelser det hele havde sat i gang, og herefter fortsætter det videre arbejde henimod årets festival.