Askovhus udvider tilbud til pårørende

Askovhus tilbyder til efteråret et kursus til pårørende, så de både kan hjælpe sig selv og den nære, der lider af en spiseforstyrrelse. 

Det er som regel rigtigt hårdt at være forældre, søskende, ven eller kæreste til et menneske, der lider af en spiseforstyrrelse.

Som pårørende oplever mange stor magtesløshed, håbløshed eller skyldfølelse, som med den rette hjælp og viden ofte kan mindskes. Derfor tilbyder Askovhus fra september et pårørendekursus.

Overskud til at være noget for den sygdomsramte

Formålet med pårørendekurset er, at de pårørende bliver bedre i stand til at forstå spiseforstyrrelsens væsen. De pårørende vil lære nye færdigheder, så de bedre kan tage vare på sig selv og blive klædt på til at støtte og håndtere de mange forskellige udfordringer, der kan opstå under et sygdomsforløb.

Målet er, at de pårørende har færdigheder, overskud og ressourcer til at være noget for den af deres nærmeste, der lider af en spiseforstyrrelse og på den måde bringe vedkommende tættere på målet om at mindske sygdommen.

Kurset er undervisningsbaseret og rettet mod forældre, søskende, kærester og andre nøglepersoner til de deltagere, der enten bor i Askovhus eller som deltager i Askovhus’ beskæftigelsesforløb.

Pårørendekurset er et pilotprojekt, der skal danne grundlag for det videre pårørendearbejde i Askovhus.