Askovhus fejrer World Eating Disorders Action Day 2018

Askovhus fejrede igen den årlige World Eating Disorders Action Day (WEDAD), hvor kunstværkstedets WEDAD-plakat blev afsløret. 

Dagen blev markeret verden rundt for at sætte fokus på de mange myter, der omgiver spiseforstyrrelser, og de mennesker der lider af dem. Temaet for 2018 er break the stigma, og i Askovhus havde vi valgt at arbejde med at bryde stigmatisering af de mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse ved at sætte fokus på nogle af de styrker og kompetencer, som man udvikler igennem den lange, seje kamp mod sygdommen.

Kunstterapeut Solveig Christensen fortæller om baggrunden for årets WEDAD-plakat.

Vi spurgte derfor flere af beboerne i Askovhus omkring hvilke styrker og kompetencer, de oplever at have udviklet igennem deres forløb. De fremhæver bl.a. øget opmærksomhed på egne og andres grænser, tålmodighed og vedholdenhed og ikke mindst styrke og mod til at gøre nogle af de ting, der skræmmer allermest.

 

 

 

Askovhus’ direktør, Line Sidenius, har skrevet bloggen ‘Man kan vokse af de ting, der lægger én ned’ på baggrund af de ting, som beboerne har fortalt.

En stærk kommentar til samfundets idealbilleder

Årets WEDAD-plakat (tryk på billedet for at se den i fuld størrelse)

Kunstværkstedet på Askovhus’ beskæftigelsesforløb fik til opgave at lave årets WEDAD-plakat ud fra årets tema. Her valgte de at arbejde med den stigmatisering og skam, der er omkring normer, krop og spiseforstyrrelse. Det gjorde de ud fra pointen, at det skamfulde lever i mørket, hvor det er gemt væk. Ved at vise det skamfulde frem, forsvinder det.

At tage fat på kropslighed var et udfordrende emne, som også krævede stort mod og styrke at arbejde med, og selve den kunstneriske proces fungerede derfor også som en form for kreativ eksponering.

Resultatet er blevet en plakat, der er et kraftfuldt, kunstnerisk statement og en stærk kommentar til samfundets idealbilleder af kroppen.

 

 

Traditionen tro markerede Askovhus også World Eating Disorders Action Day ved at skrive statements, tanker og ønsker og håb for fremtiden på balloner, som på fælles nedtælling blev sendt op i luften for at sprede budskabet ud i verden.

 

På vej til bakketoppen for at sende ballonerne til vejrs

Ballonerne lettede hurtigt i den stærke vind